Coronavirus

Mange tusind "spøgelsesfly" på vej over Europa, men denne gang er der ingen hjælp at hente

På grund af Omikron-varianten føler flere luftfartsselskaber sig nu igen tvunget til at sende tomme eller næsten tomme fly på vingerne.

Da coronapandemien brød ud og lammede verdenssamfundet i begyndelsen af 2020, ramte det luftfarten hårdt.

Særlige regler betød dog, at flere selskaber fortsat sendte maskiner i luften med få eller slet ingen passagerer.

Det skete, selvom de såkaldte "spøgelsesfly" er dårlige for både luftfartsselskabernes økonomi og for miljøet.

Dengang greb EU ind og satte en midlertidig stopper for problemet, men med Omikron-variantens udbredelse er den nu gal igen.

Lufthansa Group oplyste for nylig i et interview med Frankfurter Allgemeine, at selskabet er nødt til at aflyse 33.000 flyvninger svarende til omkring ti procent af vinterens flyveplan.

- Men vi er nødt til at gennemføre yderligere 18.000 unødvendige flyvninger denne vinter alene for at beholde vores start- og landingsrettigheder, siger administrerende direktør Carsten Spohr til avisen.

To dårlige alternativer

Lufthansa-chefen henviser til sagens kerne, som er den særlige EU-regel, der pålægger selskaberne at benytte deres tildelte start- og landingstilladelser – de såkaldte "slots" – mindst 80 procent af tiden i en femugers periode, hvis de vil beholde dem.

Ellers kan et andet selskab overtage. Og i den interne konkurrence på markedet er det meget vigtigt for selskaberne at have afgange på de mest attraktive tidspunkter.

Der er absolut ingen grund til, at dette skulle være realiteten

Olivier Jankovec, direktør i brancheforeningen ACI Europe

Derfor føler nogle selskaber sig nødsaget til at sende fly på vingerne, selvom der ikke er passagerer at fylde i dem.

- Hvis resten af sæsonen er meget skuffende, kan du som selskab befinde dig i en situation, hvor du enten mister slots, fordi du aflyser, eller gennemfører flyvningerne med halvtomme maskiner. Begge situationer er uattraktive, oplyser hollandske KLM til nyhedsbureauet AP.

Lægger pres på for at lempe krav

Tilbage i marts 2020 suspenderede EU-Kommissionen kravene, da rejseaktiviteten på grund af coronapandemien pludselig stod stille.

Men kravet er løbende blevet indfaset igen, i takt med at der kom gang i markedet. Først til 25 procent, siden til 50 procent, og efter planen stiger det fra 26. marts til 64 procent.

Omikron-varianten, der har medført smitterekorder i mange lande, har dog igen lagt en dæmper på rejseaktiviteten, og derfor presser luftfartsselskaberne nu på for at få EU til igen at slække på kravene.

Efter det onsdag kom frem, at 3000 af Lufthansas planlagte spøgelsesflyvninger hører under datterselskabet Brussels Airlines, er også den belgiske transportminister, Georges Gilkinet, gået ind i sagen.

I et brev til kommissionen opfordrer han, ifølge Euronews, til at sætte en stopper for "dette miljømæssige, økonomiske og sociale nonsens".

Han får opbakning af flyselskabernes internationale forening International Air Transport Association (IATA), der har udtalt sig til nyhedsbureauet AFP.

Ingen forståelse hos EU

Umiddelbart er der dog ingen hjælp at hente hos EU denne gang.

Kommissionens talsperson Daniel Ferrie sagde onsdag, at der med den nuværende 50-procent-regel allerede er taget højde for den reducerede efterspørgsel fra forbrugerne.

- Det tilbyder – sammenholdt med berettigede undtagelser fra reglerne – flyselskaberne den tiltrængte beskyttelse af deres slots i den nuværende vanskelige periode, sagde talsmanden ifølge Euronews.

Hos brancheforeningen ACI Europe, der repræsenterer over 500 lufthavne i Europa, er der heller ingen forståelse for luftfartselskabernes bekymring.

I en skriftlig udtalelse tog foreningen onsdag klart afstand fra selskabernes retorik om spøgelsesflyene og udtrykte klar opbakning til EU-Kommissionens krav.

- Nogle få selskaber hævder, at de er tvunget til at køre med store mængder tomme fly for at opretholde deres slotrettigheder. Der er absolut ingen grund til, at dette skulle være realiteten, udtaler direktør Olivier Jankovec.

Bekymring hos SAS

Herhjemme har mediet Ingeniøren været i kontakt med selskaberne SAS og Norwegian, der begge i skriftlige svar afviser at have foretaget spøgelsesflyvninger i løbet af coronapandemien.

Norwegian oplyser, at selskabet indtil videre heller ikke ser nogen problemer med EU-kravet denne vinter, mens der hos SAS er mere bekymring.

- Vi ser en fortsat usikkerhed omkring rejseaktiviteten denne vinter, som gør det ønskværdigt, at EU-Kommissionen tillader flyselskaber at ændre i trafikprogrammet, uden at de risikerer at miste deres slottider. Det skal ske, for at vi kan slippe for at gennemføre den slags flyvninger denne vinter, hvis Omikron fortsat påvirker rejseaktiviteten, lyder det i svaret fra SAS.

I USA, hvor luftfartsselskaberne er underlagt lignende krav, har myndighederne ifølge CBS News suspenderet reglerne frem til foreløbig 26. marts.