Da kameraet slukkede, vidste jeg, at USA var forandret for altid
BLOG: 6. januar 2021 kom det amerikanske demokrati under angreb af sin egen befolkning. Det er en dag, jeg aldrig glemmer.
Allerede fra morgenstunden var det tydeligt, at USA's hovedstad havde gæster på besøg.
De skilte sig ud fra dem, som man normalt møder i gadebilledet på vej fra deres morgenworkout i stramt fitnesstøj eller på vej til arbejde på advokatkontoret eller ministerierne i deres skræddersyede jakkesæt.
De besøgende så anderledes ud. Så ud som folk er flest, i deres fleecetrøjer eller patriotiske sweatshirts formet som det amerikanske flag. De gik lidt benovede rundt i gaderne fra tidlig morgen i den by, som burde repræsentere dem, men som mange af dem tydeligvis aldrig før havde besøgt.
Og så var der noget andet, der afslørede, at de kom ude fra: De var venlige og imødekommende.
- Man er ikke vant til at blive mødt på gaden med det ene "Good morning" og "How’s it going". Det siger vi lokale i Washington sgu aldrig til hinanden tidligt om morgenen, som en af mine venner bemærkede på vej til sit arbejde.
Jeg havde ikke forestillet mig, at disse amerikanere på besøg i deres egen hovedstad mindre end et halvt døgn senere skulle være årsagen til, at vi måtte flygte fra tåregas, der blev smidt ved Kongressen, og at fem personer mistede livet i forbindelse med det værste angreb på USA's demokrati siden Borgerkrigen.
Den uventede historie
Dagen skulle for mit vedkommende slet ikke være begyndt i Washington D.C., men derimod i staten Georgia.
6. januar 2021 var de nemlig stadig i gang med at tælle stemmer i sydstaten i de to suppleringsvalg, der ville afgøre, om den nyvalgte demokratiske præsident Joe Biden kunne få flertal i Kongressen, eller om republikanerne stadig ville beholde deres to pladser i Senatet.
Jeg havde godt noteret mig, at Trump-tilhængere havde indkaldt til demonstration i USA's hovedstad, men affejede i første omgang arrangementet som endnu et desperat – og urealistisk – forsøg på at omgøre den sejr, som Joe Biden havde høstet ved præsidentvalget to måneder tidligere.
Men det var i Georgia, at nyhedshistorien lĂĄ, mente jeg.
For ud over udfaldet af valget til Senatet havde den afgående præsident Trump kort efter nytår personligt taget kontakt til Georgias statssekretær, republikaneren Brad Raffensperger. I en telefonsamtale, der siden blev offentliggjort, forsøgte Trump at presse sin partifælle til at "finde" 11.780 Trump-stemmer – for i så fald mente den tabende præsident at kunne vende sit nederlag til sejr.
For den brede offentlighed var det atter et udtryk for Trumps efterhånden velkendte tilsidesættelse af de demokratiske spilleregler og et helt utilstedeligt forsøg på at lægge pres på en partifælle. Det lykkedes ikke, hvilket blot bekræftede Trumps kernevælgere i, at resultatet af præsidentvalget var manipuleret.
Jeg mødte reaktionen allerede 4. januar ved Trumps sidste valgmøde lidt uden for Atlanta i Georgia. Her råbte hans tilhængere fortsat "Trump 2020" og "Trump won".
Når jeg forsøgte at betvivle deres præmis og minde dem om, at Joe Biden vandt på fuldstændig fair og demokratisk vis, rystede de enten på hovedet eller beskyldte mig for at være repræsentant for de venstreorienterede mainstreammedier, hvis had til Trump var så velkendt, at man ikke kunne stole på vores reportager.
Den slags beskyldninger havde jeg vænnet mig til igennem fire år med Trump i Det Hvide Hus, så reaktionen blandt disse loyale fans prellede fuldstændig af på mig.
Det var med det præludium, at min kollega Celina Liv Danielsen og jeg sent om aftenen 5. januar fløj fra Atlanta til Washington – stadig ikke overbevist om, at næste dags demonstration ville blive specielt nyhedsværdig.
Første varsel
Da vi ankom til centrum af DC – som byen kaldes i daglig tale – kunne jeg dog konstatere, at myndighederne allerede her ved midnat mellem 5. og 6. januar havde taget sine forholdsregler:
Politiet var massivt til stede, patruljevogne holdt på hvert gadehjørne med de blå udrykningslygter tændt, og samtlige hovedveje omkring Det Hvide Hus og området ved National Mall, hvor næste dags taler skulle foregå, og hvor demonstranterne ville indfinde sig, var spærret af.
Militærkøretøjer og sneryddere stod linet up på tværs af samtlige veje og alléer, så demonstranterne kunne protestere i fred – ironisk med tanke på den vold, der fulgte dagen efter.
Det fik min kollega allerede et varsel om, da hun i elevatoren på sit hotel mødte to demonstranter, og den ene spurgte den anden:
- Har du husket alt dit udstyr?
Det bekræftede den anden lidt lumsk, og min kollega bemærkede, at de begge havde skudsikre veste på.
Men igen: Det var vi så vant til fra Trumps valgmøder. Hans tilhængere var nogle helvedes karle, som i mange tilfælde savnede at være udsendt til krigsområder og derfor havde travlt med at vise deres panser frem.
Begyndelsen til den mørkeste dag
Det var også helt efter den 'trumpske' drejebog, at tilhængerne samledes ved scenen foran Det Hvide Hus ved formiddagstid.
De var iklædt deres sædvanlige kasketter og tørklæder, og med deres enorme bannere demonstrerede de deres ubrydelige loyalitet over for den præsident, der lidt før frokosttid selv indtog podiet og blev hyldet som den eneste sande patriotiske leder, der i deres øjne uselvisk kæmper for amerikanerne.
Det var her – med Trump bag skudsikkert glas – skiftet skete. Hvor begyndelsen til den mørkeste dag i USA's demokrati i nyere historie begyndte.
- Vi kæmper som ind i helvede. Hvis man ikke kæmper som ind i helvede, har man ikke længere noget land, tordnede Trump fra talerstolen og lod nærmest forstå, at han nu selv ville føre an, når kamptropperne på hans opfordring bevægede sig op ad Pennsylvania Avenue med kurs mod Capitol Hill.
Men han lod sine disciple gøre det beskidte arbejde, for selv fortrak præsidenten til Det Hvide Hus, hvorfra han fulgte de næste timers ragnarok på tv-skærmene.
Under Trumps tale blev begejstring og den glødende tilbedelse, der altid har kendetegnet Trumps kernevælgere, afløst af en stadig tydeligere vrede og aggressivitet. Hvor hans tilhængere i begyndelsen af dagen havde svaret høfligt og velvilligt, når vi stillede dem spørgsmål, blev vi nu i stigende grad mødt af hadefulde tilråb.
- Er du fra CNN? skreg en kvinde mig i hovedet, og jeg kiggede forbløffet på hende og pegede på min røde mikrofon med TV 2s logo.
- Står der CNN her på min mikrofon? svarede jeg tilbage og tilføjede, hvad jeg nok ikke burde:
- Kan du læse?
- Kiss my ass. Kiss my ass, gentog hun flere gange, mens hun arrigt gik videre pĂĄ vej op mod Kongressen.
De var pĂĄ en mission
På dette tidspunkt – tidlig eftermiddag – kom der allerede rapporter inde fra bygningen, om at politikere og ansatte blev opfordret til at finde gasmasker frem. Samtidig beordrede Secret Service vicepræsident Mike Pence til at forlade senatssalen, hvor han ledede den formelle godkendelse af Joe Biden som ny præsident.
Jeg kan kun sige, at set fra gadeplan gjorde Secret Service det helt rigtige.
At dømme fra horderne af demonstranter, der nu var på vej op mod Capitol Hill, var Pence i reel fare.
Jeg var live på TV 2 NEWS, men blev konstant afbrudt af Trump-tilhængere, som enten råbte mig i ansigtet eller direkte i mikrofonen:
- Hæng Mike Pence. Han er forræder.
Endnu flere var drevet af at få fingre i lederen af Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, og de lagde ikke skjul på, hvad de ville gøre ved hende:
- Vi er på vej til Capitol Hill for at dræbe Nancy Pelosi.
Er vold demokrati?
Det var her på plænen foran de folkevalgte politikeres parlament og arbejdsplads – stedet, hvor der gennemføres love og regler til glæde for det amerikanske folk – at det stod lysende klart, at Trumps tilhængere ikke længere blot var festlige og farverige fans af lederen i Det Hvide Hus.
De – eller i hvert fald flere hundrede af dem – var villige til at bruge vold, udøve hærværk og i yderste fald dræbe for at få deres vilje.
Under endnu en live-gennemstilling på TV 2 NEWS måtte jeg opgive at fortælle, hvad der skete, fordi en demonstrant, der kom inde fra Capitol Hill, styrede direkte mod mig og overdøvede, hvad jeg sagde:
- Giv os 100.000 vĂĄben, sĂĄ skal vi nok tage os af det her, rĂĄbte han.
- Okay, sĂĄ du er altsĂĄ klar til at bruge vold for at fĂĄ din vilje? spurgte jeg.
- Det kan du fandeme bande pĂĄ.
- Er det demokrati? spurgte jeg.
- Det er det eddermame, efter alt hvad de her røvhuller har gjort ved os.
Efter demonstranten bevægede sig ud på et sprogligt sidespor om noget med hjernevask af børn og det amerikanske skattesystem, sagde jeg pænt tak for bidraget og understregede, at han havde gjort sin mening gældende, hvilket han accepterede, inden han forsvandt i menneskemængden.
Tættere på
På dette tidspunkt blev den første tåregas også smidt mod demonstranterne, som nu begyndte at løbe væk fra Kongressen. Men det opildnede endnu flere af tilhængere, der fortsat strømmede mod Capitol Hill:
- Hold the line. Hold the line, råbte de til deres landsmænd, der nu deserterede med tåregas i øjnene.
Min kollega og jeg rĂĄbte ogsĂĄ til hinanden:
- De smider tåregas. Kom, Celina, vi skal tættere på.
Vi kom så tæt på, at også vores øjne begyndte at løbe, og vi kortvarigt mistede sendesignalet til Danmark.
Jo tættere, vi kom på Capitol Hill, desto tydeligere var det, at der stort set intet politi var, hvor der var allermest brug for det.
De mange betjente og patruljebiler, vi havde set natten før, var alle placeret i området omkring National Mall for at give demonstranterne de ypperste betingelser for at bruge deres ytringsfrihed. Men der var sparsomt med betjente til at forhindre, at horderne af tilhængere forcerede de blot hoftehøje plastikbarrierer, der mest var sat op for syns skyld.
Der var ingen værn til at sikre, at demonstranterne ikke nåede ind i selve bygningen – hvilket de gjorde.
Beskyttelsen var væk
Hundredvis af dem kravlede også op på den storslåede tribune, der var ved at blive sat op til præsidentindsættelsen af Joe Biden to uger senere.
På denne januar-onsdag var tilhørerpladserne ikke beklædt med kongresmedlemmer, senatorer og tidligere præsidenter. De var indtaget af primitive bøller i blodrus.
Ligeledes var det påfaldende, at der ikke var et eneste medlem af Nationalgarden eller andet militær til stede, hvad der normalt ville være, når så store folkemængder er samlet i Washington.
Men Capitol Police havde fået afslag på sin anmodning om forstærkning, da de havde bedt om det i dagene op til 6. januar. Det var jo præsidentens egne venner, der kom til byen, så Trump mente ikke, at det var nødvendigt at militarisere en folkelig begivenhed.
Forandret for altid
I Det Hvide Hus fik præsidentens rådgivere omsider overbevist Trump, om at han offentligt burde tale sine tilhængere til ro og opfordre dem til at forlade området.
Det gjorde Donald Trump, da 6. januar allerede havde kostet menneskeliv og materiel ødelæggelse i Kongressen. Den afgående præsident bad sine tilhængere gå hjem, og han gjorde det blandt andet med ordene:
- Vi elsker jer.
Først da mørket var faldet på, ankom Nationalgarden til landets hovedstad og dannede den jernring om Kongressen, som burde have været der fra begyndelsen.
På det tidspunkt havde Capitol Police og byens eget politi smidt så meget tåregas, at situationen var under kontrol. Adskillige Trump-tilhængere blev anholdt og sigtet, og mange flere kom til i de efterfølgende dage og måneder.
Ved midnat var den by, der godtroende havde budt demonstranter velkommen, på samme måde som den to måneder tidligere havde givet Bidens tilhængere plads og mulighed til at fejre valgsejren, omdannet til en krigszone.
Da jeg lagde mikrofonen, og min kollega Celina slukkede kameraet, vidste vi begge, at efter den dag - 6. januar 2021 - ville det amerikanske demokrati være forandret for altid.