Konflikten om Ukraine

Nato indkalder til ekstraordinært møde om Ukraine-situation

Udenrigsministre i Nato holder fredag møde om Ukraine, som oplever militært pres fra Rusland.

Nato har tirsdag hasteindkaldt udenrigsministre i forsvarsalliancen til et ekstraordinært møde om situationen i Ukraine.

Det oplyser Nato i en pressemeddelelse ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Mødet begynder fredag klokken 14. Det vil blive ledet af Natos generalsekretær, norske Jens Stoltenberg.

Ministrene skal drøfte Ruslands militære opbygning ved grænsen til Ukraine. Derudover er bredere europæiske sikkerhedstemaer på programmet.

Klokken 16.15 fredag vil Jens Stoltenberg holde en pressekonference.

Rusland optrapper

Udenrigsministrene vil på mødet blandt andet også kigge frem mod et møde i Nato-Rusland-rådet i næste uge. Det er et særligt råd, der blev oprettet i 2002 for også at involvere Rusland i nogle af samtalerne i Nato.

- Det her er en del af kontinuerlig koordinering mellem Nato-allierede om sikkerhed i Europa som følge af Ruslands militære optrapning i og nær Ukraine, siger en embedsmand fra Nato til NTB.

- Mødet er også en mulighed for at tale om andre aspekter i forhold til Rusland, herunder mødet i Nato-Rusland-rådet 12. januar, lyder det.

Ukraine oplever i øjeblikket militært pres fra nabolandet Rusland.

Der er opmarcheret titusindvis af russiske soldater ved Ukraines grænse. Flere vestlige lande frygter, at Rusland er ved at forberede en invasion.

Biden vil reagere resolut

Ruslands præsident, Vladimir Putin, talte torsdag i sidste uge med USA's præsident, Joe Biden. Her vendte de netop situationen i Ukraine.

Biden sagde blandt andet, at USA og dets allierede vil reagere "resolut", hvis Rusland invaderer Ukraine. Forud for samtalen havde Biden også advaret om skærpede sanktioner mod Rusland i tilfælde af en invasion.

Det vil dog ikke være nogen god idé, svarede Putin.

- Det (sanktioner, red.) vil være en enorm fejltagelse, som kan føre til alvorlige - de mest alvorlige - konsekvenser. Vi håber ikke, at det vil ske, sagde Putin i telefonsamtalen ifølge en russisk talsmand.