Udland

Dommer vil snart afgøre om prins Andrew skal i retten for seksuelle overgreb

38-årig kvinde hæver, at hun blev voldtaget af prinsen, mens hun som 17-årig blev holdt som sexslave af den afdøde rigmand Jeffrey Epstein.

En dommer i New York vil "ret hurtigt" tage stilling til, om han vil tillade et civilt søgsmål mod den britiske prins Andrew.

Den 38-årige Virginia Giuffre vil lægge sag an mod prinsen for de seksuelle overgreb, hun beskylder ham for at have begået, da hun var 17 år gammel.

Ved et virtuelt retsmøde tirsdag hørte dommeren argumenter både for og imod at tillade et søgsmål mod prinsen.

Giuffre og Prins Andrew mødte hinanden gennem den nu afdøde og skandaleramte finansmand Jeffrey Epstein.

Forlig mellem Epstein og Giuffre

Mandag frigav den amerikanske distriktsdommer Lewis Kaplan et hidtil fortroligt forlig mellem Jeffrey Epstein og Virginia Giuffre.

Af aftalen fremgår det blandt andet, at Giuffre ikke kan sagsøge andre med relation til Jeffrey Epsteins forbrydelser. Som betaling for dette ville Virginia Giuffre modtage 500.000 dollar (omkring 3,3 millioner kroner).

Retsmødet i New York tirsdag handlede stort set udelukkende om tolkningen af det 13 år gamle forlig.

Prins Andrews advokater argumenterede fra retsmødets begyndelse for, at dommeren bør afvise sagen. De mener, at sagsøgeren Virginia Giuffre tidligere havde frafaldet rettighederne til at anlægge sag.

- Det var Virginia Giuffres hensigt at frikende en bred kategori af enkeltpersoner - heriblandt kongelige, heriblandt forretningsmænd, sagde advokaten Andrew Brettler med henvisning til forliget mellem Giuffre og Epstein.

- Vi har ikke Epstein til at forklare

Dommer Kaplan, som skal afgøre, om forliget forhindrer Giuffre i at rejse et søgsmål mod prins Andrew, sagde, at "vi har ikke Epstein her til at forklare, hvor bredt forliget skulle opfattes".

- Vi taler om, hvorvidt der var to eller flere fornuftige tolkninger af teksten. Jeg forstår jeres synspunkt, men jeg forstår også det andet, sagde Kaplan til Brettler.

38-årig kvinde hæver, at hun blev voldtaget af prinsen, mens hun som 17-årig blev holdt som sexslave af den afdøde rigmand Jeffrey Epstein.

Virginia Giuffres advokat argumenterede for, at forliget ikke omfattede prins Andrew, fordi det nævner "de personer, der skaffede piger", mens Andrew var en person, som pigerne "blev skaffet til ".

Dommer Kaplan sagde afslutningsvis, at han "ret så hurtigt" vil træffe afgørelse om Andrews krav om, at sagen mod ham afvises. Distriktsommeren har sagt, at en eventuel retssag mod prins Andrew vil kunne blive indledt til efteråret.

Siger hun blev holdt som sexslave

Ifølge Virginia Giuffre blev hun gennem en længere periode holdt som sexslave af Jeffrey Epstein og tvunget til samleje med blandt andre prins Andrew.

Jeffrey Epstein begik i 2019 selvmord i sin fængselscelle, efter at han var blevet fængslet for menneskehandel samt for at have sex med mindreårige piger.

Et af de mere belastende beviser mod prins Andrew er et meget omtalt billede fra 2001, hvor prinsen står med sin arm om den unge Virginia Giuffre.

På billedet optræder også Jeffrey Epsteins ekskæreste Ghislaine Maxwell, som onsdag blev kendt skyldig i sin rolle i sagen om Epsteins seksuelle misbrug af unge piger.

Maxwell stod i retten tiltalt for at have været med til at rekruttere og misbruge fire mindreårige piger mellem 1994 og 2004.

Overgrebene på Virginia Giuffre skulle blandt andet have fundet sted en aften i 2001 i Ghislaine Maxwells hus i Storbritannien.

- Jeg kan ikke svede

Virginia Giuffre har tidligere beskrevet den pågældende aften i detaljer – for eksempel, hvordan den britiske prins skulle have svedt voldsomt, mens de to dansede med hinanden.

Prins Andrew har fra starten benægtet Giuffres historie og afviser, at han nogensinde skulle have haft en seksuel kontakt med den unge kvinde.

Han har blandt andet forsvaret sig med, at han har en lidelse, der gør ham ude af stand til at svede.

- Der er et lille problem med sveden, fordi jeg har en besynderlig medicinsk lidelse, som består i, at jeg ikke svedte på det tidspunkt (...), fordi jeg havde fået det, jeg vil beskrive som en overdosis af adrenalin i Falklandskrigen, da jeg blev beskudt. Det var næsten umuligt for mig at svede, sagde prins Andrew i november 2019 i et interview med BBC.

Fredag krævede Virginia Giuffres advokater, at prins Andrew fremlægger beviser i retten for sin ”besynderlige medicinske lidelse”.

Noget, prins Andrew afviser, fordi det ifølge ham er "chikanerende og kræver fortrolige og private informationer og dokumenter, der er irrelevante og uvæsentlige", skriver BBC.