Udland

Filmstjerne fjernet fra storfilm - men hvad er han egentlig anklaget for?

Anklagerne mod skuespilleren Armie Hammer er mange. Krænkelser og kannibalisme er på listen.

2021 var ikke den amerikanske skuespiller og oliearving Armie Hammers år.

Noget tyder på, at 2022 måske heller ikke bliver det.

Det er i hvert fald startet dårligt. Han er nemlig blevet fyret fra Taika Waititis kommende film 'Next Goal Wins', skriver blandt andre Variety.

24. april 2017 voldtog Armie Hammer mig brutalt i løbet af fire timer

Effie, en af kvinderne, der beskylder Hammer for misbrug

Men nu kommer en anden Hollywoodskuespiller, nemlig Will Arnett, til at overtage Armie Hammers rolle i filmatiseringen. Og det er ikke første gang, at Hammer er blevet tilsidesat den seneste tid.

Men hvad skete der egentlig, siden Armie Hammer gik fra at være et stjerneskud på Hollywood-himlen, til at han blev branchens persona non grata?

Krænkelser og kannibalisme

Flere kender nok Armie Hammer som begge Winklevoss-tvillinger i Aaron Sorkins film om Facebooks tilblivelse ’The Social Network’, eller som den attraktive, ældre studerende i ’Call Me By Your Name’.

Men noget tyder på, at manuskripterne ikke længere strømmer ind i skuespillerens postkasse. Eller at de bliver taget fra ham igen efter noget tid.

Der har været flere kvinder, der på sociale medier har delt deres oplevelser med Armie Hammer. Krænkelser og kannibalistiske fetisher er nogle af dem.

Især Instagram-kontoen 'House of Effie' satte gang i sagen ved at dele skærmbilleder af samtaler med Armie Hammer i starten af 2021. Det er dog ikke bekræftet, at det rent faktisk er Armie Hammer, der tager part i samtalerne.

Centralt blandt anklagerne står kvinden Effie, der fortalte om sine oplevelser på et pressemøde i Los Angeles i marts sidste år. Hun havde et forhold til ham fra 2016 til 2020.

- 24. april 2017 voldtog Armie Hammer mig brutalt i løbet af fire timer i Los Angeles, hvor han slog mit hoved mod en mur, lød det fra Effie, der var til stede på pressemødet med sin advokat Gloria Allred ifølge Variety.

Effie, der ikke oplyste sit fulde navn, sagde, at hun mødte Armie Hammer i 2016 via Facebook, hvor han set i bagklogskabens lys brugte "klare manipulationsteknikker" og misbrugte hende følelsesmæssigt, mentalt og seksuelt.

Anklagerne ledte til, at politiet i Los Angeles startede en undersøgelse af Armie Hammer. Den er nu afsluttet og ligger til behandling hos retsinstansen.

Effies advokat ville på pressemødet ikke kommentere på, hvorvidt Effie var den person, der stod bag Instagram-kontoen House of Effie, skriver Variety.

Flere kvinder

Effie var ikke den eneste kvinde, der trådte frem. Over for mediet Page Six har en anden ekskæreste, Courtney Vucekovich, sagt, at Hammer ytrede ønske om at putte et af hendes ribben på grillen og fortære det.

- Det var virkelig underligt, men man tænker aldrig over det igen (når det er sagt, red.), sagde hun til mediet.

Også en tredje ekskæreste, Paige Lorenze, har sagt til medier, at hun følte sig "meget utryg" i sit forhold til skuespilleren, der ifølge People varede to måneder.

- Han er lidt af en uhyggelig person, sagde hun til mediet.

Flere afbrudte samarbejder

I marts sidste år blev Hammer taget af plakaten på filmen ’Billion Dollar Spy’, hvor han skulle spille overfor danske Mads Mikkelsen i et koldkrigsdrama.

Også på en serie, der handler om tilblivelsen af filmklassikeren The Godfather, er skuespilleren blevet fyret.

Derudover trak han sig selv en rolle i Jennifer Lopez-filmen ’Shot-Gun Wedding’. Hans rolle er blevet erstattet af Josh Duhamel.

Dengang kom Hammer med bemærkningen:

- Jeg vil ikke kommentere på de her bullshit-rygter, men i lyset af de ondskabsfulde og falske onlineangreb kan jeg ikke med god samvittighed forlade mine børn i fire måneder for at optage en film i Den Dominikanske Republik, sagde han ifølge mediet Variety.

Sidste år beskrev TV 2, hvordan skaden er sket, når en person kommer for folkedomstolen på sociale medier. Også selvom rygterne måske ikke er sande.

For det spiller ikke altid en rolle, når internettet først slår sig løs, som det er sket i Armie Hammers tilfælde, lød det fra ekspert i sociale medier Astrid Haug.

- Det har ekstremt stor betydning, når rygter får luft under vingerne på sociale medier. Der er rigtig mange mennesker på de her platforme, så ting spreder sig hurtigt – om de er sande eller ej, sagde hun.

Når biograferne åbner igen, kan man dog efter alt at dømme se den 35-årige skuespiller på det hvide lærred. Han er nemlig med i Disney-produktionen 'Døden på Nilen', der er en opfølger på 'Mordet i Orientekspressen'.