Udland

Prins Andrew bedt om at bevise, at han ikke kan svede

Prinsen nægter at bringe beviset for retten og kalder kravet for både "chikanerende" og "irrelevant".

Hvis prins Andrew virkelig ikke kan svede, så må han bevise det.

Sådan lyder det seneste krav fra den amerikanske kvinde Virginia Giuffres advokater ifølge BBC.

Kravet kommer i forbindelse med det seksuelle overgreb, som den i dag 38-årige kvinde anklager den britiske prins for.

Et overgreb, der skulle være sket i 2001, da hun kun var 17 år og dermed mindreårig - og hvor prinsens sved er endt med at spille en central rolle.

Kan ikke svede

Den amerikanske kvinde stod i 2019 første gang i et interview med BBC frem med sin anklage mod prins Andrew.

Her fortalte hun, at hun var blevet holdt som sexslave af den nu afdøde rigmand Jeffrey Epstein - ligesom hun fortalte, at hun flere gange blev tvunget til at have sex med prins Andrew. Det skulle blandt andet være sket i Storbritannien i 2001 i den nu dømte Ghislaine Maxwells hus.

Virginia Giuffre har tidligere beskrevet den pågældende aften i detaljer - for eksempel, hvordan den britiske prins efter sigende skulle have svedt voldsomt, mens de to dansede med hinanden.

Men prinsen benægtede med det samme Giuffres historie og afviste, at han nogensinde skulle have haft en seksuel kontakt til kvinden.

Desuden har han forsvaret sig med, at han faktisk slet ikke kan svede - han lider nemlig af en lidelse, der gør ham ude af stand til netop at svede:

- Der er et lille problem med sveden, fordi jeg har en besynderlig medicinsk lidelse, som består i, at jeg ikke svedte på det tidspunkt (...), fordi jeg havde fået det, jeg vil beskrive som en overdosis af adrenalin i Falklandskrigen, da jeg blev beskudt. Det var næsten umuligt for mig at svede, sagde han dengang i et tv-interview.

Nægter at komme med beviser

Nu kræver Virginia Giuffres advokater altså, at prinsen kan bevise sin lidelse i retten.

Noget, prins Andrews afviser at gøre, fordi det ifølge ham er "chikanerende og kræver fortrolige og private informationer og dokumenter, der er irrelevante og uvæsentlige", skriver BBC.

Men lidelsen er ikke det eneste, prinsen skal bevise i retten, hvis det står til anklagerne.

Ifølge mediet har de nemlig også bedt prins Andrew om at fremlægge alle detaljer om sine ture på Jeffrey Epsteins privatfly - ligesom de har bedt ham om at redegøre for al kommunikation, han har haft med både Epstein og Ghislaine Maxwell tilbage i sin tid.