Boris Johnson forbyder 'Brexit' – ordet stinker af nederlag
Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, sammenlignes med George Orwell, Stalin og Goebbels i britisk medie.
Sig aldrig ordet "Brexit"!
Så enkelt lyder ordren fra premierminister Boris Johnson i London til medarbejderne i Downing Street og i resten af den britiske regering, skriver det konservative partiblad Daily Telegraph på forsiden.
Ordren til embedsmændene citeres bredt i britisk presse og er nået helt til Skotland, hvor avisen The National gnider sig i hænderne.
Bladet støtter Skotlands regering, der vil rive sig løs af Storbritannien og melde sig ind i EU igen, og citerer lokalregeringens talsmand for at sige, at skotterne bliver ved med at sige Brexit.
Regeringen skriver på sin hjemmeside, at embedsmændene i stedet skal sige "31. december 2020".
Hvis man absolut vil sige "Brexit", skal ordet sættes ind i en historisk sammenhæng, hedder det videre.
George Orwell og Goebbels
Nyheden citeres flittigt på Twitter, og selv det stærkt konservative britiske medie Daily Express tager sig til hovedet:
- Orwell vidste det, Stalin vidste det, Goebbels vidste det, skriver bladets ledende politiske kommentator, Paul Baldwin, efter at også regeringen i Wales har kreeret en liste, hvor ordet Brexit er blevet degraderet.
Kommentatorens henvisning til tankepoliti - som i George Orwells roman '1984' - er voldsom. Men tonen er hård i britisk politik lige nu.
Vælgerne mister troen
De britiske vælgere har mistet troen på Brexit, skriver The Guardian.
Over 60 procent mener, det er gået værre end ventet, viser en måling fra instituttet Opinium. Over 40 procent af dem, der stemte landet ud af EU, synes, det er gået skidt. Og over 80 procent af dem, der stemte imod, er enige.
Både i britiske Financial Times og i amerikanske CNN stinker ordet Brexit af nederlag. Det er både de kedelige statistikker om økonomien og Boris Johnsons katastrofale personlige nedtur året igennem, der slår igennem.
Ifølge The Economist venter regeringens egen økonomiske tænketank Office of Budget Responsibility, at produktiviteten i erhvervslivet generelt falder 4 procent.
Mens eurozonen producerede over 6 procent mere og USA over 10 procent mere end i 2016, så faldt tallene med næsten 4 procent i Storbritannien, skriver Financial Times.
Virksomheder lukker
Vicedirektøren fra den uafhængige tænketank Centre for European Reform, John Springford, sætter tal på.
Briternes handel med udlandet er faldet 16 procent alene i år, fortæller han. Og en gruppe af mindre virksomheder konstaterer ifølge tænketanken, at eksporten til EU er faldet med 17 procent. Eksporten af serviceydelser er faldet 30 procent på to år, har Nottingham University beregnet.
Det er katastrofale tal for et land, der stemte for Brexit efter løfter om at blive et rigt og spændende ”Global Britain”.
Virksomhederne ser generelt deres udgifter til toldbehandling ryge i vejret - med i alt 25 procent de sidste to år.
Financial Times fortæller om små virksomheder, der må dreje nøglen om.
- En af dem er Hampstead Tea Company, som her til nytår lukker i Storbritannien, men i stedet åbner i Holland. Herfra kan de forsyne de 27 EU-lande uden at skulle kæmpe med 27 forskellige toldkontorer.
- Et fragtfirma har modsat opgivet at fragte inden for EU, så 50 lastvognstog må sælges, selv om man har investeret otte millioner kroner i forbedringer.
Johnsons personlige nedtur
Men det, der har væltet holdningen i befolkningen, er premierministerens helt usædvanlige personlige nedtur.
For et år siden var han uovervindelig med et flertal i parlamentet på 80 mandater over oppositionen. Nu har 99 af hans egne stemt imod hans forslag om corona-stramninger, så han måtte reddes af oppositionen for overhovedet at regere.
Især de konservative aviser taler dag efter dag om, hvilke ministre der kan vælte ham. Tidligere partiformand William Hague spekulerer i The Times om, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre at redde Boris Johnson.
Det værste politiske nederlag var det nylige suppleringsvalg i valgkredsen North Shropshire, som har stemt konservative i mere end 200 år.
Her tabte partiet så voldsomt, at et tilsvarende landsresultat ville mindske antallet af konservative i parlamentet fra 361 til kun tre. The Guardian konkluderede, at nu kan de konservative tabe hvor som helst.
Uhæderlig?
Men tiltroen til Boris Johnson hæderlighed er faldet endnu mere.
Det er ubehagelige sager om rige industrimagnater, der betaler hans luksusferier, hans flyrejser og tapet til over en halv million kroner i embedsboligen Downing Street, skriver det konservative Daily Mail.
Johnson har dog fået sin personlige rådgiver og medlem af Overhuset, Lord Geidt, til at levere en revision af tapet-sagen. Og her bliver han frikendt af sin gode ven, noterer den politiske redaktør på Financial Times, Sebastian Payne.
Den mest omtalte analyse kom fra Financial Times-redaktør Philip Stephens, som skriver, at Johnsons grundlæggende impuls er at lyve, og at han er lige så uduelig, som han er uhæderlig.
Hemingway så det komme
Men nu er tiltroen til Boris Johnson faldet sammen, skriver Stephens.
Redaktøren trækker et yndlingscitat frem fra Hemingways ”Og solen går sin gang”: Tingene sker lidt efter lidt. Og så sker det pludseligt.
Og han konkluderer:
- Den livslange løgner Johnson ser pludselig ud som en taber.
Boris Johnsons store sejr var at få et ja til Brexit. Men tiltroen til Boris Johnson er i dag endnu ringere end troen på, at Brexit vil gøre 'Global Britain' til en succes.
Så nu må man i Downing Street slet ikke nævne Brexit.