Udland

Et år efter angrebet lider betjente stadig: - Tror aldrig, at jeg kommer over det

Flere betjente tog deres eget liv i tiden efter stormløbet mod Kongressen i USA. Ét år senere lever mange stadig med ar på krop og sjæl.

6. januar 2021 vil for altid stå malet som et mørkt kapitel i amerikansk historie.

Her blev kongresbygningen i hovedstaden Washington D.C. angrebet af tusindvis af vrede oprørere.

Ét år senere er det retslige efterspil stadig i gang, og selvom hverdagen for længst er vendt tilbage for mange af de betjente, som forsøgte at modsætte sig angrebet, sidder begivenhederne stadig i dem.

- Jeg er ikke kommet over det, og jeg tror aldrig, at jeg kommer over det. Nogle af mine kolleger er stadig et sted derude; nogle af dem døjer stadig med de psykologiske konsekvenser, og det går mig på, siger betjenten Harry Dunn til NBC News.

En omfattende gennemgang af optagelser fra politiets kropskameraer har afsløret omkring 1000 tilfælde af overfald på betjente, som forsøgte at beskytte kongresbygningen. Det fremgår af retsdokumenter fra justitsministeriet.

I alt 138 betjente blev ifølge New York Times såret under angrebet.

Harry Dunn pådrog sig kun mindre knubs, men traumet sidder stadig i ham her et år senere, og oplevelserne har forandret ham. Han har flere gange isoleret sig, fordi han ikke kunne holde ud at være sammen med andre.

- Der har været tidspunkter, hvor jeg bare græd. Jeg har grædt og spurgt: "Hvorfor i alverden gør jeg det her? Er det overhovedet det værd?".

Hørte frygten i kollegas stemme

I interviewet med NBC genkalder Harry Dunn sig minderne fra sidste år, hvor det i første omgang er en lyd, der står frem i hukommelsen.

Det er lyden af en kollegas stemme. En vens stemme, der over politiradioen fortalte, at oprørere var brudt gennem sikkerhedsbarrieren, og at der var brug for forstærkning.

- Jeg kunne høre rædslen i deres stemmer, frygten i deres stemmer, siger Dunn til NBC.

Derefter løb han selv hen til den vestlige side af kongresbygningen, hvor han for første gang fik menneskemængden at se ved selvsyn.

- Der var fyldt af mennesker helt fra Kongressen og så langt ned ad Pennsylvania Avenue, du kunne se. Det var bare mennesker, og de kom mod os, fortæller han.

Troede, at de skulle dø

Politiet ved Kongressen var alvorligt i undertal, da først menneskemængden pressede sig frem og trængte ind i bygningen.

Billeder og videoer fra dagen har vist, hvordan oprørere angreb betjentene med blandt andet baseballbats, hockeystave, flagstænger og peberspray. Én er dømt for at bruge en skumslukker som våben.

Lederen af betjentenes fagforening har sagt, at dårlig planlægning førte til, at politiet blev overmandet, og at betjentene på stedet manglede både den støtte og det udstyr, som de behøvede for at kunne tage kontrol over situationen.

Repræsentanternes Hus nedsatte i sommer et udvalg, der efterforsker begivenhederne 6. januar, og her har Harry Dunn og flere af hans kolleger vidnet med deres oplevelser.

Flere har fortalt, hvordan de blev trukket ned ad trapperne til kongresbygningen og angrebet. I sin vidneforklaring sagde betjenten Aquilino Gonell, at han følte sig mast af oprørerne.

- Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne få luft, og jeg tænkte for mig selv: "Det er sådan her, at jeg kommer til at dø - stampet ihjel, mens jeg forsvarede indgangen", forklarede han ifølge NPR.

Betjente tog deres eget liv

Ingen betjente blev dræbt under angrebet 6. januar, men blandt de tilskadekomne var flere alvorligt såret.

Ifølge betjentenes fagforening pådrog flere sig hjerneskader, da de blev angrebet uden at være iført en hjelm. Andre skader talte blandt andet brækkede knogler, stiksår og et mistet øje.

Én betjent døde dagen efter angrebet af et hjertestop. To mænd er anklaget for at have brugt peberspray mod den pågældende betjent, men dødsårsagen er registreret som "naturlige årsager".

I den efterfølgende tid var mange af de involverede betjente hårdt ramt, og i flere tilfælde måtte politiet rykke ud til kolleger, der truede med at gøre skade på sig selv.

To betjente tog deres eget liv i dagene efter angrebet og yderligere to i de efterfølgende måneder.

Omkring 200 har ifølge Forbes forladt deres arbejde i kongrespolitiet siden 6. januar.

Udsat for racisme og trusler

Ifølge Harry Dunn blev han og flere af hans sorte politikolleger også udsat for racisme under angrebet.

- Jeg påstår ikke, at 6. januar var en racistisk begivenhed. Jeg tror ikke, at det handlede om race, men der var mange racistiske mennesker iblandt. Jeg blev kaldt racistiske skældsord, og det skete ikke kun for mig, siger han til NBC.

Han har efter angrebet været en af de stærkeste forkæmpere for at få undersøgt begivenhederne til bunds, og i sin offentlige vidneforklaring i Repræsentanternes Hus lagde han ikke fingre imellem.

Det har medført mange reaktioner på sociale medier med alt fra støtte og hyldest til racistiske angreb, trusler og påstande om, at han overdriver sine oplevelser, fortæller Harry Dunn.

Men han nægter at opgive sin kamp for retfærdighed, og han følger tæt med i retssagerne mod oprørerne.

- Jeg bliver ved med at fortælle min historie og min sandhed. Det er alt, hvad jeg kan gøre. Jeg kan ikke bekymre mig om, hvad folk vælger at tro på, siger han.

Over 700 personer er sigtet for deres rolle i angrebet 6. januar 2021. Flere end 50 er ifølge CNN indtil nu blevet dømt, mens godt 150 personer ifølge Insider selv har erkendt sig skyldige.