Konflikten om Ukraine

Ukraine træner civile til forsvar mod russisk invasion

Frygten for et angreb fra Rusland har de seneste måneder fået tusindvis af civile ukrainere til at melde sig til den militære reserve.

Marta Yuzkiv har forberedt sig i månedsvis.

Siden april har hun hver lørdag brugt flere timer på at blive oplært i en række militære egenskaber, herunder at skyde med automatriffel.

Til daglig arbejder den 51-årige ukrainer som læge, men hun anser risikoen for en russisk invasion som så stor, at hun har valgt at melde sig under fanerne i landets reservestyrke.

Hun anser den russiske hær som værende den ukrainske "langt overlegen", og derfor må civile træde til, siger hun til nyhedsbureauet AFP.

- Kun hvis alle er klar til at forsvare vores land, vil der være en chance, siger Marta Yuzkiv.

Militæret har forsynet hende med en uniform, men hun har selv måttet betale for en hjelm, en skudsikker jakke og beskyttelsesbriller.

Vil være beredt på angreb

Frygten for en forestående russisk invasion er de seneste måneder taget til, efter at Rusland har mobiliseret op mod 100.000 soldater ved grænsen til Ukraine.

Derfor har tusindvis af civile ukrainere ligesom Marta Yuzkiv valgt at blive en del af reserven, som ifølge AFP nu nærmer sig 100.000 medlemmer.

De nytilkomne er blevet oplært i at håndtere våben, at indgå i et krigsmiljø, at yde medicinsk førstehjælp til sårede og hvordan de forsvarer en by.

- Jeg synes, at alle i dette land bør vide, hvad de skal gøre, hvis fjenden invaderer deres land, siger den 19-årige universitetsstuderende Daniil Larin til AFP.

Juledag blev han sammen med omkring 50 andre civile ukrainere kørt ud til en nedlagt fabrik lidt uden for Kiev for at deltage i den militære oplæring.

Her blev der øvet formationer med attrapvåben af træ, og hvordan de potentielt kommende soldater skal besvare et russisk bagholdsangreb.

- Folk, der er forberedt, går ikke i panik, siger 25-årige Anastasia Biloshitska til New York Times.

Skal forsvare Kiev

Med de russiske troppeopbygninger langs grænsen er konfliktniveauet nu på sit højeste, siden russerne i 2014 annekterede Krim-halvøen.

Siden da har regionerne Lugansk og Donbass i det østlige Ukraine været en konfliktzone med kampe mellem den ukrainske hær og prorussiske oprørere.

Rusland nægter at have planer om en regulær invasion, men efterretninger fra USA peger på, at et angreb kan ske så tidligt som i begyndelsen af 2022 og omfatte i omegnen af 175.000 russiske soldater.

Sker det, er planen at de civile ukrainere i reserven skal indgå i forsvaret af hovedstaden Kiev. Blandt andet ved at beskytte kritisk infrastruktur og hjælpe med evakuering af andre civile.

- De her mennesker skal ankomme, få udleveret våben og udføre opgaver, som bliver beordret, og forsvare deres hjem, siger kommandøren Vadym Ozirny til AFP.

Perspektiv

Sådan har Vesten reageret

Vælger Rusland at gennemføre en invasion i nabolandet Ukraine, har USA varslet "vidtrækkende og langvarige konsekvenser". Tilsvarende meldinger er kommet fra NATO, som Ukraine dog ikke er en del af.

Men selvom situationen i Ukraine er vigtig for NATO, tøver militæralliancen med at kaste sig ud i en militær konfrontation med Rusland. Vesten vil i stedet reagere med protester og skærpede økonomiske sanktioner.

Derfor risikerer ukrainerne selv at måtte tage kampen på slagmarken.

Klar til at sende kister retur

Sideløbende med deres oplæring passer de potentielt kommende soldater deres almindelige job og hverdag.

Ingen af dem håber, at de nogensinde får brug for deres træning i praksis.

Men kommer der en russisk offensiv, er de klar til at kæmpe imod, understreger en af de mere erfarne reservister 46-årige Denys Semyrog-Orlyk.

- Jeg har nu i otte år levet med tanken om, at indtil vi giver Rusland et ordentligt slag i ansigtet, kommer de ikke til at lade os være, siger han til AFP.

Tilsvarende lyder det fra 56-årige Ihor Gribenoshko, der til daglig arbejder som reklameansvarlig i en medicinalvirksomhed.

- Jo flere kister vi sender retur, jo mere vil det russiske folk begynde at komme på andre tanker, siger han til New York Times.

I en meningsmåling tidligere i år svarede 24 procent af de adspurgte ukrainere, at de ville forsvare sig med våben, hvis Rusland invaderer landet. Blandt mænd var det 39 procent.