Udland

Ruslands højesteret lukker prominent rettighedsgruppe

Memorial afdækkede Stalins udrensninger og blev et symbol for demokratisering i tiden efter sovjetæraen.

Ruslands højesteret beordrer landets mest kendte menneskerettighedsgruppe, Memorial, opløst.

Atomfysikeren Andrej Sakharov, der var kendt som prominent dissident i Sovjet-tiden og som modtog Nobels fredspris i 1975, var i 1989 med til at grundlægge organisationen.

Memorial blev kendt for afdækninger af udrensninger og forfølgelser, der fandt sted under Stalin-regimet. Organisationen var også et symbol for demokratisering i tiden efter sovjetæraen.

Memorial "retfærdiggør terrorisme"

Retsprocessen mod Memorial har udløst massiv kritik mod de russiske myndigheder. Organisationen siger, at den bliver forfulgt med statslige indgreb mod uafhængige medier og menneskerettighedsgrupper.

Aleksej Zjafjarov fra anklagemyndigheden sagde i retssalen ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax, at Memorial "løgnagtigt fremstillede Sovjetunionen som en terroriststat".

Anklagemyndigheden har tidligere kaldt Memorial for en "udenlandsk agent". Det er Kremls benævnelse for medier og organisationer, som får økonomisk støtte fra udlandet.

Andre anklager mod Memorial går på, at organisationen "retfærdiggør terrorisme".

Pres fra russiske myndigheder

Lukningen af Memorial afslutter et år, hvor en række oppositionsgrupper og rettighedsgrupper har været under et massivt pres fra de russiske myndigheder.

Der føres to sager mod Memorial. Den ene er rettet mod selve gruppen. Den anden mod Memorials menneskerettighedscenter. Den sidstnævnte sag er ikke afsluttet.

Memorial har løbende offentliggjort lister over personer, som den kalder politiske fanger.

Den kæmper samtidig for udsatte grupper, der forfølges uden at få hjælp af myndighederne. Det gælder blandt andre migranter og medlemmer af LGBT-samfundet.