Udland

Biden i interview om USA's coronahåndtering: - Intet af det har været godt nok

Også i USA er der lange køer og mangel på coronatests kort før juleaften.

Det er ikke kun i Danmark, at coronakaosset hober sig op i dagene op til juleaften.

Også i USA er der lange, uoverskuelige køer ved teststederne, ligesom der flere steder er komplet udsolgt af hjemmetest-kit, mens folk desperat forsøger at få svar i tide.

I et tv-interview med ABC News onsdag indrømmede den amerikanske præsident, Joe Biden, derfor også, at forholdet mellem efterspørgslen på tests og udbuddet lige nu ikke er godt nok. Og det er i en tid, hvor coronakrisen med den nye, smitsomme Omikron-variant har taget endnu en skarp drejning.

Vi er næsten to år inde i denne her pandemi, du er et år inde i din præsidentperiode, og der er tomme hylder og flere steder uden test-kit tre dage før jul, selvom det er ekstremt vigtigt. Er det egentlig godt nok?

- Nej, intet af det har været godt nok. Men tag lige at se på, hvor vi er nu. Ved sidste års jul var vi i en situation med betydeligt færre vaccinerede, og intensivpladserne var fyldte, lød det fra Joe Biden.

Ingen nedlukning på vej

I en tale til nationen tirsdag præsenterede Joe Biden sin nye plan mod Omikron-smitten i de kommende måneder.

Planen går blandt andet ud på at styrke netop den hårdt pressede testindsats i USA, som præsidenten nu lover at tage bedre hånd om - blandt andet med et stort indkøb af 500 millioner gratis lyntest til hjemmebrug, der fra næste måned vil blive distribueret til alle amerikanske hjem.

Kort forinden Bidens tale lød det fra de amerikanske myndigheder, at Omikron nu udgør langt størstedelen af alle positive coronaprøver i landet. Alligevel er der ingen nedlukning af landet på tapetet, understregede Biden:

- Det her er ikke marts 2020 (...) Vi er forberedte. Vi ved mere, sagde han.

I modsætning til Danmark har USA ikke været under decideret nedlukning på noget tidspunkt under pandemien, og står det til Biden, skal det altså fortsætte sådan denne vinter.

Rekordhøjt smitteantal fem gange på samme uge

Omikron-varianten blev første gang opdaget i USA i San Francisco i delstaten Californien hos en rejsende fra Sydafrika.

Siden da er variantens indtog gået stærkt i hele USA - ligesom vi har set det i resten af verden.

I flere amerikanske delstater er smitten med coronavirus desuden steget i et niveau, der ikke er set før under hele pandemien.

Det gælder blandt andet i staten New York, der på én enkelt uge har haft rekordmange nye smittetilfælde på et døgn hele fem gange. 28.924 personer testede positiv med virussen onsdag denne uge - det er 30 procent flere end det hidtil højeste antal smittede, også målt i denne uge.

Ifølge New Yorks guvernør, Kathy Hochul, tyder det dog indtil videre på, at indlæggelsestallene er nogenlunde stabile.

USA og i særdeleshed New York var hårdt ramt under pandemiens første bølge i foråret sidste år. I alt har flere end 812.000 mennesker mistet livet med coronavirus i USA, viser tal fra Johns Hopkins University.