Coronavirus

Fauci opfordrer amerikanere til at holde jul uden deres uvaccinerede familiemedlemmer

Det seneste døgn er der registreret 172.072 nye coronatilfælde i USA. 2093 er døde.

Ligesom herhjemme giver coronavarianten Omikron anledning til bekymring i USA.

Og står det til den amerikanske regerings ledende virolog, Anthony Fauci, er det vigtigere at dæmme op for den smitsomme variant, end det er at bevare julefreden i de amerikanske hjem.

Han opfordrer nemlig sine landsmænd til at droppe besøg i julen fra familiemedlemmer, hvis de ikke er blevet vaccineret mod covid-19.

- Vi har at gøre med en situation, der er seriøs nok nu til, at hvis der er en uvaccineret person, ville jeg sige: Jeg beklager meget, men ikke denne gang. Måske en anden gang, når det her er overstået, siger han i et interview med MSNBC, da han blev spurgt, om man skal bede sine uvaccinerede familiemedlemmer om at holde sig væk i juledagene.

USA er hårdt ramt af Omikron i disse dage. Tirsdag blev der registreret 172.072 nye smittetilfælde på en enkelt dag, mens 2093 døde med corona i landet det seneste døgn.

Ligesom i Danmark er Omikron nu den dominerende variant i USA, hvor den tegner sig for 73 procent af de nye tilfælde, skriver det amerikanske medie NPR.

Biden opfordrer amerikanere til at blive vaccineret

Den alvorlige situation fik præsident Joe Biden til gå på talerstolen tirsdag. Her opfordrede han blandt andet amerikanerne til at blive vaccineret.

Han pegede desuden på, at færre og færre amerikanere har ladet sig vaccinere siden sommer, og gav misinformation på internettet skylden for, at vaccinemodstanden er blevet større i landet.

- Der er virksomheder og personer, der tjener penge på at sprede løgne, der kan slå deres kunder og følgere ihjel. Det er amoralsk, lød det med alvor i stemmen fra præsidenten.

Ifølge Biden kan de amerikanere, der er fuldt vaccinerede og tager forholdsregler som for eksempel afstand, fejre jul som planlagt med venner og familie.