Norsk smitteudbrud ved julefrokost kaster lys over særlige symptomer ved Omikron
De fleste smittede var vaccineret to gange og havde milde symptomer, og otte dage efter julefrokosten var ingen endnu indlagt.
I Norge udviklede en julefrokost på en restaurant i Oslo i november sig til at blive en af verdens første supersprederbegivenheder med den nye coronavariant Omikron.
Nu har den norske sundhedsstyrelse – Folkehelseinstituttet (FHI) – kortlagt de Omikron-smittedes symptomer.
Og her viser der sig et lidt anderledes billede, end hvad myndighederne ellers tidligere har sagt, er typiske symptomer på coronavirus.
Flest havde hoste og løbende eller stoppet næse som symptom
I alt 117 deltog i julefrokosten, og 81 blev efterfølgende konstateret smittet.
Heraf er mindst 65 smittet med den nye Omikron-variant – "mindst" fordi opgørelsen stammer fra 13. december, og fordi de norske sundhedsmyndigheder stadig er ved at undersøge udbruddet.
111 personer af de i alt 117 deltagere har efterfølgende deltaget i en undersøgelse foretaget af FHI.
Her har blot 12 procent af de 81 smittede ifølge en offentliggørelse i tidsskriftet Eurosurveillance svaret, at de oplevede en reduceret lugtesans og besværet vejrtrækning. Disse symptomer er ellers ifølge Sundhedsstyrelsen nogle af de typiske symptomer på covid-19.
Omvendt oplevede 83 procent af de smittede at have hoste, mens 78 procent oplevede en løbende eller stoppet næse. Netop en løbende eller stoppet næse har ifølge Sundhedsstyrelsen ikke været et typisk tegn på coronavirus, men mere et tegn på forkølelse og influenza.
Også forskere fra University of Southern California i USA har på baggrund af en gennemgang af 57.024 journaler i august 2020 vist, at en løbende næse ikke er et typisk tegn på coronavirus.
Ifølge disse forskeres gennemgang begynder coronavirus ofte med feber, dernæst hoste og muskelsmerter. Senere viser symptomer som kvalme, opkast og til sidst diarré sig, skrev videnskab.dk i august 2021.
I forbindelse med Delta-variantens indtog i verden i begyndelsen af 2021 fremhævede flere britiske eksperter imidlertid, at virus var begyndt at opføre sig anderledes, og at en af symptomerne nu så ud til at være blandt andet en stoppet næse.
Milde symptomer og ingen indlæggelser otte dage efter smitte
Ifølge FHI er der i de fleste norske Omikron-smittetilfælde tale om milde symptomer. Samtidig var ingen af de smittede på tidspunktet for undersøgelsen – som foregik mellem otte og ti dage efter smitte – endnu blevet indlagt.
Der er ifølge eksperter efterhånden ingen tvivl om, at Omikron er mere smitsom end den allerede meget smitsomme Delta-variant.
Men om de milde symptomer hænger sammen med, at Omikron-varianten er mindre sygdomsfremkaldende, eller det faktum, at 98 procent af de smittede var fuldt vaccineret med to stik, vides endnu ikke.
Forskere over hele verden arbejder stadig på højtryk for netop at finde ud af, om varianten er mere eller mindre sygdomsfremkaldende.
Derudover var deltagerne til julefrokosten i gennemsnit 39 år. Det kan også have betydning for sygdomsbilledet.
Flest smittede var vaccineret med Pfizer
Ifølge den norske sundhedsstyrelse viser undersøgelser af smitteudbruddet også, at 17 ud af de smittede var vaccineret to gange med vaccinen fra Moderna, mens 41 var vaccineret med vaccinen fra Pfizer.
I gruppen, der ikke blev smittet, var 7 vaccineret med Pfizer, mens 12 var vaccineret med Moderna.
Betyder det så, at Moderna beskytter bedre mod den nye variant end vaccinen fra Pfizer?
Til det skriver FHI:
- Selvom vi har observeret en forskel i, hvilken type vaccine der dominerer blandt de smittede og ikkesmittede, er datagrundlaget for tyndt til at konkludere, hvorvidt enkelte vaccinetyper beskytter bedre end andre mod smitte med Omikron-varianten.
FHI: Resultater skal tolkes med forsigtighed
De smittede deltog i en julefrokost på Louise Restaurant og Bar i Oslo 26. november.
Alle var forinden blevet testet, og julefrokosten foregik i et cirka 145 kvadratmeter stort og lukket lokale, indtil der senere på aftenen blev åbnet op for øvrige gæster i baren og på dansegulvet.
En af deltagerne til julefrokosten – der ifølge tidsskriftet Eurosurveillance i denne forbindelse formentlig er patient nul – var to dage forinden hjemvendt fra et besøg til virksomhedens hovedkontor i Cape Town i Sydafrika.
Der var for personale og andre gæster ingen krav om vaccination, test eller brug af mundbind – og der blev ikke ført en gæsteliste. Men da udbruddet blev opdaget fire dage efter julefrokosten, blev alle, der havde været på stedet, opfordret til at lade sig teste.
FHI understreger i sin pressemeddelelse, at instituttets fund skal fortolkes med forsigtighed, eftersom udbruddet er sket i en højrisikosituation med tæt indendørs kontakt, og at personerne var yngre.