Coronavirus

WHO advarer mod at opfatte Omikron-varianten som mild

Selv hvis Omikron giver mindre alvorlig sygdom, kan det høje antal smittede blive et problem, mener WHO-chef.

Det kan blive et stort problem, hvis folk opfatter Omikron-varianten som mild.

Sådan lyder det fra Verdenssundhedsorganisationen WHO's generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus, på et pressemøde tirsdag.

- Det bekymrer os, at folk affærdiger Omikron og opfatter den som mild. Vi må have lært nu, at det er farligt at undervurdere dette virus, siger han ifølge WHO's Twitter-kanal.

- Selv hvis Omikron resulterer i mindre alvorlig sygdom, så kan antallet af smittetilfælde alene igen overvælde uforberedte sundhedssystemer, fortsætter han.

Dominerer snart herhjemme

Generalsekretæren fortæller, at Omikron spredes med en hastighed, som man ikke har set med andre varianter.

- 77 lande har nu meldt om Omikron-tilfælde, og det forholder sig i virkeligheden nok sådan, at Omikron allerede er i de fleste lande, selv hvis den ikke er blevet opdaget endnu, forklarer han.

I Danmark ventes Omikron inden for få dage at blive dominerende.

Tirsdag blev et sydafrikansk studie offentliggjort, der tyder på, at coronavaccinen fra Pfizer-BioNTech ikke beskytter så godt mod smitte med Omikron-varianten som mod andre varianter, eksempelvis Delta.

Det ser dog ud til, at den fortsat beskytter ganske godt mod indlæggelser. Det skriver nyhedsbureauet AP. Studiets resultater er foreløbige og ikke fagfællebedømte.