Udland

Johnsons partifæller vender ham ryggen efter møgsager på stribe

Den historisk upopulære premierminister har mistet troværdigheden hos sine konservative partifæller – og i den britiske befolkning.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, står netop nu i sit politiske livs værste stormvejr.

Tirsdag har knap 100 af Boris Johnsons egne partifæller i det konservative parti stemt imod en række nye restriktioner i kampen mod Omikron-varianten.

Det skriver flere medier, heriblandt The Guardian.

Kritikken fra partifællerne går blandt andet på, at regeringen forsøger at haste restriktionerne igennem. Men en ny prognose viser, at op mod 75.000 briter risikerer at miste livet, hvis ikke regeringen handler hurtigt og indfører yderligere restriktioner.

De planlagte restriktioner består blandt andet i, at alle briter, som ikke er færdigvaccinerede, skal fremvise en negativ test ved flere indendørs begivenheder og på natklubber.

Trods den massive modstand fra Boris Johnsons egne rækker er restriktionerne stemt igennem med hjælp fra oppositionspartiet Labour.

Lederen Keir Starmer sagde søndag til BBC, at Labour vil stemme for Johnsons forslag. Men understregede samtidig, at Boris Johnson er uegnet til posten som premierminister.

Møgsager på stribe

Uenigheden om regeringens coronahåndtering er med til at øge presset på Boris Johnson, som i forvejen bokser med flere skandalesager.

Blandt andet har det britiske medie The Mirror bragt et billede, hvor Boris Johnson ifølge mediet deltager i en virtuel julequiz 15. december sidste år, hvilket ikke var i tråd med de gældende coronaregler.

På grund af coronavirus måtte briterne dengang ikke mødes indendørs med andre husstande.

De officielle retningslinjer i december 2020 fastslog samtidig, at "det på arbejdspladsen ikke er tilladt at afholde julefrokost eller julefest, hvor der primært er tale om en social aktivitet".

Julequizzen blev afviklet bare tre dage inden en påstået julefest i Downing Street, hvor adskillige af Boris Johnsons medarbejdere deltog.

Premierministeren og hans regering har gentagne gange afvist, at festen fandt sted, men i denne uge dukkede en video op. Her morer flere af medarbejderne sig over, hvordan de kan slippe af sted med at bortforklare, at de har overtrådt coronareglerne.

Svækker troværdigheden

Journalist og forfatter Lone Theils mener, at de mange møgsager svækker premierministerens troværdighed hos borgerne.

- Masser af folk har stillet sig frem og sagt ”jeg har knoklet i det britiske sundhedsvæsen uafbrudt i syv måneder, og så holder du fest” – eller ”min mor døde alene på hospitalet, og jeg måtte ikke engang holde hende i hånden, og så holder du fest”.

Der er mange følelser på spil, og det gør briterne ekstra vrede, siger Lone Theils.

- Folk har været personligt berørt af, at de måtte yde de her ofre, og så oplever de, at den politiske ledelse ikke har taget det alvorligt, som de har bedt andre mennesker om.

Forleden viste en meningsmåling, at Boris Johnson aldrig har været mere upopulær i den britiske befolkning. Hele 64 procent af de adspurgte mener, at premierministeren har gjort det skidt.

Omikron breder sig hurtigt

Afstemningen tirsdag om nye restriktioner kommer i kølvandet på den eksplosive smitte med Omikron-varianten.

Omikron breder sig nu så hurtigt i Storbritannien, at den inden for de næste par døgn vil være den mest udbredte variant af coronavirus i London-området.

Det sagde den britiske sundhedsminister, Sajid Javid, mandag eftermiddag til det britiske parlament.

Mandag kunne de britiske myndigheder samtidig fortælle, at man nu havde det første bekræftede dødsfald hos en patient med Omikron-varianten.