Udland

Presset stiger på historisk upopulær Boris Johnson

En række møgsager har sendt den britiske premierminister ud i massiv modvind.

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, har aldrig været mere upopulær i den britiske befolkning.

Det viser en måling fra YouGov, hvor hele 64 procent af de adspurgte mener, at premierministeren har gjort det skidt.

Boris Johnson tror virkelig, at der gælder ét sæt regler for ham og et andet for alle andre

Angela Rayner, næstformand i Labour

Presset på Boris Johnson er blandt andet øget på grund af en ny beskyldning om et julearrangement i hans embedsbolig sidste år.

Det britiske medie The Mirror bragte forleden et billede, hvor Boris Johnson angiveligt deltager i en virtuel julequiz 15. december sidste år.

På grund af coronavirus måtte briterne dengang ikke mødes indendørs med andre husstande.

I de officielle retningslinjer i december 2020 fastslog samtidig, at "det på arbejdspladsen ikke er tilladt at afholde julefrokost eller julefest, hvor der primært er tale om en social aktivitet".

Er Johnson troværdig?

Tidligere på ugen kom det frem, at Boris Johnsons stab sidste år holdt en julefest i premierministerens embedsbolig i Downing Street.

- Boris Johnson tror virkelig, at der gælder ét sæt regler for ham og et andet for alle andre. Trods gentagne benægtelser om fester kommer det nu frem, at der var adskillige fester og forsamlinger, og at premierministeren selv deltog i en festlig quiz, siger næstformand i Labour Angela Rayner til BBC.

I sidste ende handler det om, om briterne mener, at Boris Johnson er en troværdig premierminister. Det siger journalist og forfatter Lone Theils.

- Lige nu tror rigtigt mange mennesker altså, at han har løjet om de her julearrangementer. Johnson har givet udtryk for, at han ikke vidste noget om det, og at han var lige så forfærdet som briterne. Men nu kommer der altså flere beviser frem om, at han kendte til det.

Var julefester ulovlige?

I de kommende dage vil det formentligt blive diskuteret, om julearrangementerne har været lovlige. Det fortæller international korrespondent for B.T. Jakob Illeborg.

- Medierne har presset på for at få ministre og andre omkring Boris Johnson – og Boris Johnson selv – til at kommentere på det. Det har de ikke villet, men nu er de tvunget ud i det, og i den her uge forventes det, at det vil blive diskuteret, hvorvidt det her overhovedet var lovligt, fortæller Jakob Illeborg.

Som reaktion på de seneste anklager har en talsperson fra Downing Street givet en kort udtalelse til britiske medier.

Her understreges det, at der var tale om en virtuel quiz, og at mange ansatte i regeringen var påkrævet at møde fysisk ind for at passe deres arbejde under coronapandemien.

- De, der befandt sig på kontoret for at arbejde, kan derfor have deltaget virtuelt fra deres skriveborde. Premierministeren deltog kortvarigt i den virtuelle quiz for at takke sine medarbejdere for deres hårde arbejde, lyder det.

Møgsager på stribe

Den nuværende diskussion om Johnsons julefester kommer i kølvandet på en række andre møgsager for den britiske premierminister.

Han er blandt andet blevet kritiseret for sin håndtering af Brexit, den britiske forsyningskrise og ikke mindst coronapandemien.

Smittetallene for coronavirus i Storbritannien er de højeste siden januar, og den nye Omikron-variant spreder sig hastigt.

En ny prognose varsler op mod 75.000 dødsfald i England, før foråret for alvor får fat, hvis regeringen ikke indfører yderligere restriktioner.

Samtidig bliver Johnson presset fra sine egne partifæller i det britiske parlament, hvor flere har udtrykt kritik af udsigten til nye restriktioner, som de mener, er vedtaget forhastet.