Norge forbyder udskænkning af alkohol
Nu er det alvor, siger Norges statsminister Jonas Gahr Støre, efter smitten i Norge er vokset kraftigt.
I Norge ser man lige nu en voldsom smittespredning af covid-19, og det får regeringen og sundhedsmyndigheder til at reagere.
Mandag aften løfter statsminister Jonas Gahr Støre sløret for en række nye restriktioner, der skal begrænse den kraftigt stigende smitte i landet.
- Nu er det alvor. Det er ikke længe siden, at vi indførte nye restriktioner, men siden da er smitten i Norge vokset kraftigt, siger statsministeren ifølge NRK.
Et af tiltagene er et forbud mod udskænkning af alkohol - gældende både inden- og udendørs.
En række restriktioner
Derudover indfører Norge en række andre restriktioner.
Det gælder blandt andet et påbud om en meters afstand mellem selskaber på serveringssteder og ved offentlige indendørs arrangementer, og at der skal være en siddeplads til alle gæster på stedet.
Generelt anbefaler myndigheder og regering, at man begrænser sit sociale liv, bruger mere tid hjemme og i videst omfang at undgå offentlig transport.
Man må maksimalt samles 20 personer indendørs til private arrangementer på offentlige steder, hvilket også gælder lejede lokaler. Ved indendørs arrangementer må der maksimalt være 20 stående gæster, men med siddepladser er 50 personer tilladt. Mundbind bliver påbudt til indendørs arrangementer.
Ved begravelser må der maksimalt samles 50 indenfor og udenfor.
Regeringen anbefaler, at man ikke har mere end 10 gæster i hjemmet ud over egen husstand.
Desuden får virksomheder et påbud om, at alle ansatte, der har mulighed for at arbejde hjemme, gør det. På universiteter skal man så vidt muligt gennemføre undervisning og eksamener digitalt.
Forlystelsesparker, legelande, spillehaller og lignende skal holde lukket. Svømmehaller, badelande, spa-anlæg og fitnesscentre må holde åbent med visse restriktioner.
Kraftigste smittestigning i Europa
Ifølge NRK har Norge den kraftigste smittestigning i Europa, hvis man ser bort fra de mindre lande Andorra, Færøerne og San Marino.
Landet har registreret det højeste antal indlagte gennem pandemien på 358 personer, mens Omikron-varianten spreder sig, hvor 958 mandag var testet positiv for varianten.
I en ny risikovurdering fra en norske sundhedsstyrelse Folkehelseinstituttet (FHI) lyder vurderingen, at Norge om bare tre uger kan forvente mellem 90.000 og 300.000 daglige smittetilfælde, hvis ikke de nye tiltag bremser smitten.
De frygter, at det kan medføre mellem 50-200 indlæggelser om dagen.
I løbet af de sidste syv dage har 28.386 nordmænd fået konstateret covid-19.