En flodbølge af Omikron-smitte er på vej, siger Johnson i tale til nationen
Lørdag landede en dyster rapport på Johnsons bord - nu opfordrer han briterne til at få deres booster-stik.
”En flodbølge af Omikron-smitte” er på vej ind over Storbritannien.
Sådan lyder den dystre melding fra landets premierminister, Boris Johnson, søndag aften.
- Jeg er nødt til at tale til jer, fordi vi står over for en nødsituation i kampen mod Omikron, lyder det fra Johnson.
I en tale på direkte tv til nationen opfordrer han derfor alle briter til at tage imod revaccinationen, det såkaldte booster-stik.
- To doser er simpelthen ikke nok. Omikron fordobler sig selv hver anden til tredje dag, siger Johnson.
Målet er nu, at alle briter over 18 år skal have deres booster-stik inden nytår, så det britiske sundhedsvæsen, NHS, ikke ”overvældes”.
Et sundhedsvæsen, der i forvejen er historisk presset.
Skal målet nås, er Storbritannien fra nu af nødt til at slå sin egen vaccinationsrekord hver eneste dag resten af året, lyder det fra Boris Johnson.
Ingen nye restriktioner
På trods af det dystre budskab varsler Boris Johnson ikke nye planer om restriktioner over for briterne.
Han nævner dog, at allerede foreslåede restriktioner i den kommende uge træder i kraft. Hvis de vel at mærke bliver vedtaget i parlamentet tirsdag.
De nye restriktioner er:
- Mundbindskrav på indendørs offentlige steder – undtagen serveringssteder
- Krav om coronapas i nattelivet og ved større arrangementer
- Opfordring til at arbejde hjemmefra
- Fuldt vaccinerede skal ikke i isolation, hvis de er nærkontakt, men i stedet tage en lyntest
Der er i forvejen krav om mundbind i offentlig transport.
Parlamentsproblemer
Mens oppositionspartiet Labour har erklæret sin støtte til de nye restriktioner, kæmper Boris Johnson en intern kamp i eget parti.
Omtrent 60 af hans egne partikammerater vil nemlig - ifølge BBC's estimat - stemme imod, da de er rasende over kravet om coronapas.
Johnson har et flertal på 79 parlamentsmedlemmer.
Hvis de mange konservative parlamentsmedlemmer tirsdag stemmer imod deres egen premierminister, vil det ifølge BBC være det største oprør mod Johnson i hans tid som regeringsleder.
For at få så mange af restriktionerne stemt igennem som muligt har regeringen derfor valgt at opdele afstemningerne om de enkelte tiltag.
En meget dyster prognose
Boris Johnsons tale til nationen kommer, få timer efter det nationale trusselsniveau blev forhøjet fra tre til fire, hvilket er det næsthøjeste niveau.
Søndag steg det samlede antal registrerede smittede med Omikron i Storbritannien til 3137.
Det er 1239 flere smittede end lørdag og en stigning på 65 procent.
Hver tredje smittede i hovedstaden London er ramt af Omikron.
Den nye Omikron-variant er derfor også centrum i en ny, dyster rapport, der lørdag landede på Boris Johnsons skrivebord.
Den advarer om, at England står over for en omfattende bølge med Omikron, og at tusindvis er i fare for at dø - medmindre regeringen indfører flere og restriktioner end dem, den har sat i søen i denne uge og næste uge.
Prognosen medregner nemlig allerede de nyeste forslag til restriktioner.
I det mørkeste scenarie varsler rapporten op mod 75.000 nye dødsfald blot i England.
Indtil nu er over 127.000 mennesker i England døde med coronavirus, mens over ni millioner er blevet smittet. Der bor knap 56 millioner mennesker i England.