Coronavirus

Finlands statsminister undskylder efter tur på natklub

Udenrigsministeren blev erklæret coronasmittet - og så dansede statsministeren natten lang i stedet for at få taget en coronatest.

Den finske statsminister, Sanna Marin, har nu undskyldt, at hun gik på natklub lørdag aften, selvom hun var ”kontakt” til en coronasmittet person.

Den coronasmittede var hendes egen udenrigsminister, Pekka Haavisto.

I første omgang havde Sanna Marin fået at vide af sine rådgivere, at hun ikke behøvede at gå i selvisolation, fordi hun var fuldt vaccineret.

Men hun har siden erkendt, at det burde hun have gjort, skriver avisen Helsingin Sanomat. De finske anbefalinger lyder, at man i den situation bør holde sig hjemme, indtil man har fået taget en coronatest.

- Jeg er rigtig ked af, at jeg ikke havde forstået, at jeg burde have gjort det, underskyldte den finske statsminister efterfølgende.

Kritikken rasede i Finland søndag, efter ugebladet Seiska publicerede fotos af hende i natklubben, hvor hun ifølge bladet dansede til klokken fire om natten.

- Det må vække debat, at statsministeren fuldstændigt ignorerer de anbefalinger, som hun selv giver befolkningen. Det er ret specielt, siger gruppeformanden for det nationalkonservative oppositionsparti Finnernes Parti, Ville Tavio, til avisen Hufvudstadsbladet.

Han opfordrer statsministeren til at trække sig på grund af sagen. Der er dog ikke noget, der tyder på, at den opfordring har et flertal bag sig i den finske Rigsdag.

- Statsministeren har fuld opbakning fra sit bagland i den socialdemokratiske gruppe i Rigsdagen, siger den socialdemokratiske gruppeformand Antti Lindtman.

Og han tilføjer, at der ikke er nogle signaler fra de øvrige partier i regeringskoalitionen om, at de skulle sætte spørgsmålstegn ved statsministerens position.

"Boomere" får svar på tiltale

Den 36-årige Sanna Marin blev verdens yngste nuværende statsminister, da hun tiltrådte for to år siden. Siden har hun flere gange været udsat for kritik for sin opførsel, som kritikere opfatter som respektløst overfor posten som statsminister.

Blandt andet er hun blevet kritiseret for at holde fester i statsministerboligen, optræde på sociale medier, hvor hun viser mode-accessoires frem, eller optræde for nedringet.

Selv har hun afvist kritikerne som boomere, der bør slappe lidt af:

- Jeg repræsenterer den yngre generation. Og ja – det afspejler sig i, hvordan jeg udfører mit arbejde, og hvordan jeg lever, har hun udtalt til tv-stationen YLE.