Udland

Direktør undskylder for at fyre 900 ansatte i Zoom-opkald

Direktøren for Better.com jokkede ifølge egne ord i spinaten, da han fyrede 900 medarbejdere over Zoom.

Der var dårligt nyt til 900 Better.com-ansatte, der fandt sig selv i et Zoom-opkald med chefen i sidste uge.

- Hvis du er med på det her opkald, så er du en del af en uheldig gruppe, der er blevet afskediget, sagde Vishal Garg, direktør for Better.com.

Det undskylder han i et brev ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I brevet, som er dateret til tirsdag, skriver Garg, at han "jokkede i spinaten" med hensyn til overleveringen af de dårlige nyheder.

- Det står klart for mig, at måden, hvorpå jeg kommunikerede nyheden, gjorde en dårlig situation værre, skriver han.

- Jeg beklager det dybt, og jeg er opsat på at tage ved lære af situation og gøre mere for at blive den leder, som I forventer jer.

Det var cirka ni procent af hele Better.com's ansatte, der blev afskediget.

Fyring trods stor kapitalindsprøjtning

Vishal Garg begrundede bunken af fyringssedler med markedsændringer, dårlige præstationer og manglende produktivitet.

Det på trods af at BBC tirsdag kunne afsløre, at virksomheden i sidste uge modtog en kapitalindsprøjtning på 750 millioner dollar (knap fem milliarder kroner, red.) fra investorer.

Vishal Gargs ledelsesstil blev så sent som sidste år kritiseret, efter at magasinet Forbes kunne dele en mail, som han havde sendt til sine ansatte.

I e-mailen skrev direktøren:

- I er så forbandet langsomme. I er en flok dumme delfiner. Så stop det. Stop det. Stop det lige nu. I bringer mig i forlegenhed.

Især på videoplatformen YouTube har massefyringen fået kritik.

En videooptagelse af Zoom-opkaldet har natten til torsdag klokken 01.10 flere end 1,2 millioner visninger. Sagen er desuden blevet dækket af flere store amerikanske youtubere.