Udland

Politikers julefoto med familien bliver mødt med vrede og fordømmelse

Få dage efter nyt skoleskyderi har et familiefoto udløst voldsomme reaktioner i USA og pustet nyt liv i debatten om landets liberale våbenlovgivning.

Det republikanske kongresmedlem Thomas Massie deler lige nu vandene i USA, efter han i weekenden delte et julefoto af sin familie på det sociale medie Twitter.

På billedet poserer den storsmilende familien Massie foran et pyntet juletræ med store rifler i hænderne.

- Glædelig jul! P.S. julemand, tag venligst noget ammunition med, lød beskeden fra politikeren.

Opslaget fungerede som ny benzin på det bål, som våbendebatten længe har været i USA.

Våbentilhængere var vilde med den alternative julehilsen, mens modstandere har reageret med forargelse og fordømmelse.

Ikke mindst, fordi Massies opslag kom få dage efter et nyt skoleskyderi, hvor en 15-årig elev med sin fars riffel gik til angreb på sin high school i Michigan og dræbte fire og sårede syv.

Far deler foto af død datter

Blandt kritikerne af familiebilledet er flere ofre og pårørende fra tidligere masseskyderier.

Fred Guttenberg mistede sin datter Jaime i angrebet på Parkland High School i Florida i 2018, der er et af de værste skoleskyderier i USA's historie.

Han skrev lørdag et svar på Thomas Massies opslag og delte et billede af datteren og hendes gravsten.

- Da vi deler familiebilleder, så får du her mine. Det ene er det sidste billede, jeg tog af Jamie, det andet er, hvor hun er begravet på grund af Parkland-skyderiet. Gerningsmanden fra Michigan og hans familie plejede at tage billeder som dit.

En far til et andet offer for Parkland-skoleskyderiet er Manuel Oliver, der i et interview med CNN kalder Thomas Massies opslag for "modbydeligt" og "den værste smag nogensinde".

Retten til våben

Flere medier har uden held forsøgt at få et interview med Thomas Massie for at forholde ham kritikken.

Men på Twitter har han svaret flere af kritikkerne igen med rappe kommentarer.

Derudover har han retweetet en lang række kommentarer fra brugere, der støtter hans opslag.

Retten til at bære våben er beskyttet af den anden tilføjelse til USA's forfatning, som slår fast, at det er alle amerikaneres ret at bære våben for at kunne forsvare sig selv og deres nærmeste.

Denne ret forsvares stærkt af mange konservative, blandt andre den tidligere præsident Donald Trump, som ivrigt har bekæmpet ethvert forsøg på at stramme våbenlovgivningen.

Senest har USA's nuværende præsident, Joe Biden, tidligere i år opfordret Kongressen til at lave en våbenreform, herunder et forbud mod automatvåben, som ofte benyttes ved masseskyderier.

Bidens forslag omfattede desuden krav om baggrundstjek ved alle salg af skydevåben, et forbud mod store magasiner samt afskaffelse af juridisk immunitet for våbenproducenter.

Splittet USA

Splittelsen mellem de to fløje i USA står også helt klart i de politiske reaktioner på Thomas Massies billede.

Adskillige demokrater er gået til tasterne og har udtrykt fordømmelse af opslaget.

Heriblandt det demokratiske kongresmedlem John Yarmuth, der ligesom Massie er valgt i delstaten Kentucky. Han har på Twitter skrevet, at "ikke alle i Kentucky er ufølsomme røvhuller":

- Jeg er gammel nok til at huske republikanere, der har råbt og skreget om, at det efter en tragedie var ufølsomt at forsøge at beskytte folk mod skydevåben. Nu bruger de drab på børn til at gnide salt i såret. Skammeligt.

Lyn-analyse

Amerikanerne sender hvert år mere end halvanden milliard julekort. De færreste kommer til at få samme opmærksomhed som Thomas Massies. At timingen ville blive diskuteret i kølvandet på et skoleskyderi, var lige så sikkert som amen i kirken. Det vidste en erfaren politiker som Massie selvfølgelig godt, og mon ikke det netop var hensigten. Reaktionerne har i hvert fald været lige så forudsigelige, som at Anders And igen kommer til at tabe sneboldkampen i år. Hyldest på højrefløjen, fordømmelse på venstrefløjen samt en stor målløs midte, der bare vil spise julekalkunen i fred og ro.

På den modsatte fløj har kongresmedlemmet Adam Kinzinger som en af få republikanere kritiseret Massie.

- Jeg er tilhænger af den anden forfatningstilføjelse, men det her handler ikke om at støtte retten til at bære våben, det her er en våbenfetich, skriver han på Twitter.

Kinzinger er dog kendt som en moderat republikaner, som flere gange har modsat sig partiet og den tidligere præsident Donald Trump, og han genopstiller ikke ved næste års midtvejsvalg i USA.

Blandt den konservative fløj er der udtalt opbakning til partifællens julehilsen.

- Det her er lige min type julekort, skriver kongresmedlemmet Lauren Boebert.