Ét ud af tre mennesker har aldrig været på internettet

Særligt i verdens fattigste lande har mange aldrig været online, og FN er bekymret for den kløft, der er skabt.

Mange af os tager det i dag som en selvfølge, at vi kan være online.

Med udviklingen af smartphones og trådløse netværk kan mange af os tilgå internettet, næsten uanset hvor vi befinder os.

Vi kan være på sociale medier, streame film og serier, høre podcasts, handle i webshops og finde svar på alt og ingenting i internettets afkroge.

Men sådan er det langtfra alle steder i verden.

Faktisk har 37 procent af verdens befolkning – mere end en tredjedel – aldrig brugt internettet, anslår en ny rapport fra FN-agenturet International Telecommunication Union (ITU).

Tallet svarer til omkring 2,9 milliarder mennesker.

- Der er stadig meget, der skal gøres, for at få alle koblet på internettet. ITU vil arbejde sammen med alle parter for at sikre, at byggeklodserne er på plads for at forbinde de resterende 2,9 milliarder. Vi er fast besluttet på at sikre, at ingen bliver ladt i stikken, udtaler generalsekretær Houlin Zhao.

Usædvanlig fremgang under pandemien

Den nye FN-rapport viser, at det går den rigtige vej.

Siden 2019 anslås der at være kommet 782 millioner nye internetbrugere, hvilket er en stigning på 17 procent.

Fremgangen, som beskrives som "usædvanlig", bliver af ITU forklaret med coronapandemien, hvor restriktioner har betydet, at mange flere har været afhængige af at kunne være online.

FN-agenturet nævner, at nedlukninger af samfund og skolelukninger har bidraget til fremgangen i kombination med folks behov for at have adgang til nyheder, tjenester fra det offentlige, sundhedsopdateringer og onlinehandel.

Men der er stadig lang vej igen.

Selv blandt de knap fem milliarder mennesker, der nu er registreret som "internetbrugere", har flere hundrede millioner ikke jævnlig adgang til nettet eller kun adgang via en hastighed så lav, at udbyttet af deres opkobling er begrænset, konkluderer rapporten.

Fattigste lades i stikken

Ud af de næsten tre milliarder mennesker, der aldrig har været online, bor langt størstedelen (96 procent) i såkaldte udviklingslande, konkluderer FN-rapporten.

Det er således verdens fattigste, der "lades i stikken", lyder det fra Doreen Bogdan-Martin, der er direktør for ITU's udviklingsafdeling.

- Der er stadig en enorm "forbindelseskløft" i de mindst udviklede lande, hvor næsten tre fjerdedele af befolkningen aldrig har oprettet forbindelse til internettet. Kvinder i de mindst udviklede lande er særligt marginaliserede, hvor omkring fire ud af fem stadig er offline.

De mindst udviklede lande

46 lande optræder på FN's seneste opgørelse over de mindst udviklede lande (LDC).

33 ligger i Afrika, 12 i Asien og Stillehavsområdet og 1 i Latinamerika. 

LDC-landene er kendetegnet ved ekstrem fattigdom og strukturelle svagheder i deres økonomier samt en manglende kapacitet i forbindelse med vækst, som gør det svært for landene at forbedre livskvaliteten for deres indbyggere.

Kilde: FN

Ifølge ITU står de "digitalt ekskluderede" over for udfordringer med fattigdom, analfabetisme og manglende evner og viden.

- Desværre er de samfund, som i FN's 2030-plan anses som i størst risiko for at blive ladt i stikken, de samme samfund, som nu bliver ladt digitalt i stikken, siger Doreen Bogdan-Martin.

Danmark helt i top

Mens de i andre dele af verden halter efter, kan vi i Danmark bryste os af at være helt fremme, hvad angår den teknologiske udvikling.

I 2021-udgaven af EU-Kommissionens årlige måling af digitaliseringen i EU blev Danmark udråbt som EU's mest digitaliserede land.

Og ikke bare ligger vi i front, Danmark scorede også væsentligt højere end EU-gennemsnittet.

Derudover har hele 97 procent af den danske befolkning adgang til internet i hjemmet, hvilket er blandt de højeste tal i verden, mens 85 procent ifølge Danmarks Statistik bruger en smartphone.