Tyskland strammer regler for ikke-vaccinerede - forbydes adgang til mange steder
Tyske restauranter, biografer og en lang række forretninger bliver nu forbudt område for personer, der ikke er vaccineret mod coronavirus.
De tyske myndigheder indfører nye restriktioner for at bremse coronasmitten, og flere af de nye tiltag er særligt målrettet de ikke-vaccinerede.
Det fortæller den afgående forbundskansler, Angela Merkel, torsdag ifølge Die Welt.
Fremover vil kun vaccinerede eller personer, der tidligere har været smittet, have adgang til en lang række butikker. Kun forretninger, der er nødvendige for daglige behov, er undtaget. Det gælder for eksempel dagligvarebutikker og apoteker.
Foruden detailhandlen vil også kultur- og fritidsaktiviteter som eksempelvis biografer, teatre og restauranter fremover være forbudt område for ikke-vaccinerede.
Forretningerne bliver pålagt at føre kontrol ved indgangen.
- Som I kan se på beslutningerne, er vi klar over, at situationen er meget alvorlig, siger Angela Merkel ifølge Der Spiegel.
Personer, der ikke kan blive vaccineret eller frarådes at blive vaccineret af helbredsmæssige årsager, samt børn og unge under 18 år er undtaget fra reglerne.
Regler for private sammenkomster
De nye restriktioner betyder også, at private arrangementer med både vaccinerede og ikke-vaccinerede fremover kun må foregå i private hjem, og at der maksimalt må deltage to personer fra andre husstande. Børn op til 14 år er undtaget.
Ægtefæller eller faste partnere anses for at være én husstand, selvom de ikke har fælles bopæl.
En anden ny regel gælder diskoteker og natklubber. De skal nu lukke, når antallet af nye smittetilfælde når en vis grænse. Den grænse er fastsat til gennemsnitligt 350 nye tilfælde per 100.000 indbyggere i løbet af en uge.
Du kan se en liste over alle de nye restriktioner i Tyskland her.
Bakker op om vaccinekrav
Angela Merkel tilføjer ifølge Die Welt, at situationen er så alvorlig, at Tyskland bør indføre krav om vaccination mod coronavirus fra februar 2022. Noget, som også den tiltrædende forbundskansler, Olaf Scholz, har ytret opbakning til i denne uge.
- Den fjerde bølge skal brydes, understreger hun.
Antallet af coronasmittede har øget presset på hospitaler i nogle dele af Tyskland.
Derfor gentog både Merkel og Scholz på torsdagens pressemøde opfordringen til, at alle lader sig vaccinere. Samtidig understreger de, at det er nødvendigt, at tyskerne tager imod et tredje stik for at forlænge effekten af vaccinere.
I dag har 71 procent af tyskerne fået mindst ét stik, mens 69 procent er færdigvaccinerede.
Tidligere har også nabolandet Østrig indført skrappe restriktioner og nedlukning for den ikke-vaccinerede del af befolkningen. Her træder et vaccinekrav i kraft i februar 2022.