Coronavirus

Smittet læge kan omskrive historien om Omikron

Israelsk hjertelæge uden forbindelse til Sydafrika siger, at han blev smittet med Omikron-varianten til en stor international konference i London.

En læge, som var blandt de første mennesker i verden, der blev konstateret smittet med den nye Omikron-variant, siger nu, at han sandsynligvis blev smittet under en konference i London.

Det lykkedes mig alligevel at få Omikron

Elad Maor, hjertelæge

Konferencen sluttede 23. november, og der deltog 1200 læger og forskere fra hele verden.

Lægen Elad Maor er fra Israel.

Han vendte ligesom de andre deltagere hjem umiddelbart efter konferencen, der fandt sted i messecenteret Excel i London, og 27. november blev han konstateret smittet hjemme i Israel.

- Sikke noget rod. Jeg kom tilbage fra en konference i London. Med maske på og tre vaccinestik fra Pfizer. Det lykkedes mig alligevel at få Omikron, skriver Elad Maor på Twitter.

Hidtil har de britiske myndigheder oplyst, at de første to smittetilfælde i landet blev opdaget 27. november, og at begge tilfælde havde forbindelse til Sydafrika, der lige nu er centrum for udbruddet af Omikron.

Hvis Elad Maor har ret, kan det betyde, at smitten måske er langt mere udbredt end hidtil antaget og smitter internt i Storbritannien. Og at den nye variant har været i Europa, før vi troede.

Desuden rejser det spørgsmålet, om andre læger har taget smitten med til andre dele af verden.

Den 45-årige Elad Maor siger til avisen The Guardian, at han fik symptomer få dage efter konferencen, og at sygdommen var relativt mild med feber, muskelsmerter og ondt i halsen.

Fik tre negative PCR-tests

Elad Maor er hjertelæge ved Sheba Medical Centre uden for Tel Aviv, og han siger til avisen, at han formentlig smittede en 69-årig kollega, efter at han var vendt tilbage fra London.

Den 69-årige israelske læge testede også positiv for Omikron-varianten.

Selvom der ikke var nogen bekræftede udbrud med den nye variant i London 23. november, er Elad Maor helt sikker på, at det var her, han blev smittet.

- Jeg fik Omikron i London, det er helt sikkert. Det er interessant, fordi det var for ti dage siden i London, siger han til The Guardian.

Elad Maor fortæller, at han blev PCR-testet 20. november og 21. november og igen efter ankomsten til Israel 24. november. Alle prøver var negative.

- Den eneste fornuftige forklaring er, at jeg blev smittet på mødets sidste dag, måske i lufthavnen, måske under konferencen, siger han til avisen.

Han mener selv, at den tredje PCR-test blev foretaget for tidligt til at kunne registrere smitten.

Efter hjemkomsten tog Elad Maor på arbejde, hvor han udviklede symptomer og blev testet positiv 27. november.

Elad Maors hustru, der var med ham i London, er ikke smittet. Det samme gælder hans tre børn.

- Det er beroligende. Jeg tror, at smitsomheden af denne variant ikke er fuldstændig forskellig fra, hvad vi ved om Delta-varianten, siger han til The Guardian.