Coronavirus

Markant vaccine-modstander ændrede mening, da han blev indlagt på intensiv

Efter længe at have sået tvivl om coronavaccinerne opfordrer italieneren nu til, at alle skal vaccineres.

En af Italiens ledende og mest radikale vaccinemodstandere har fået en åbenbaring.

I månedsvis har Lorenzo Damiano ellers ført an i protester mod myndighedernes "diktatur" med coronarestriktioner. Han har sået tvivl om fakta ved coronavirussen, og som borgmesterkandidat sammenlignede han i september vaccineskeptikere med ofrene for Holocaust.

Men en indlæggelse med covid-19 på intensivafdelingen på et lokalt hospital i Vittorio Veneto i det nordlige Italien har fået ham til at ændre holdning.

- Efter dette forløb har jeg fået et nyt verdensbillede. Jeg vil lade mig vaccinere, siger Lorenzo Damiano ifølge La Stampa.

Gik til valg på ny Nürnbergproces

Den 56-årige religiøse leder af den ultrakonservative bevægelse 'Fredens Fiskere' har markeret sig som en af de aktive stemmer i vaccinedebatten i Italien.

Ifølge nyhedsbureauet Ansa har Damiano været leder af den lokale vaccinemodstandsbevægelse i Treviso og arrangeret demonstrationer mod krav om coronapas. Derudover har han været meget aktiv på sociale medier.

Få alle vaccineret

Lorenzo Damiano, tidligere vaccineskeptikere

Han har tidligere været opstillet til politiske valg for partier på højrefløjen, og da han i september stillede op som borgmester i byen Conegliano, var han opstillet for listen 'Nürnberg 2'.

Navnet er en henvisning til Nürnbergprocessen – retssagerne mod de tyske ledere efter Anden Verdenskrig. Og listens medlemmer ønsker en lignende retsforfølgelse for de forbrydelser, som de hævder er begået under coronapandemien.

Opfordrer til at få alle vaccineret

Efter en pilgrimsrejse til Bosnien-Hercegovina testede Lorenzo Damiano i november positiv for covid-19, og da hans sygdomsforløb blev forværret, måtte han i sidste uge lade sig indlægge.

I dag er han taknemmelig for den behandling, han har modtaget.

- Jeg vil lade hele verden vide, hvor vigtigt det er, at vi kollektivt følger videnskaben, for det er den, der redder dig. Nogle gange er du nødt til at træde gennem en smal dør (bibelsk reference, red.) for at forstå, hvordan tingene hænger sammen. Få alle vaccineret, siger Damiano ifølge La Stampa.

Flere ikke-vaccinerede på intensiv

Udmeldingen fra den tidligere vaccineskeptiker kommer samme dag, som de italienske myndigheder kan fortælle, at andelen af ikke-vaccinerede patienter på landets intensivafdelinger er steget med 17 procent.

Det skriver La Repubblica.

Myndighederne advarer om, at covid-19 kan give alvorlige sygdomsforløb for alle aldersgrupper, og oplyser, at der i øjeblikket er to italienere under 18 år indlagt med sygdommen på intensiv.

Ligesom flere andre lande kæmper myndighederne i Italien med at overbevise tvivlerne om at lade sig vaccinere mod covid-19.

For en uge siden besluttede den italienske regering at gøre vaccination eller tidligere smitte til et krav for, at borgere kan spise indendørs på restauranter, gå i biografen eller tage til sportsbegivenheder som eksempelvis fodboldkampe.

73 procent af den italienske befolkning er i øjeblikket færdigvaccineret mod covid-19.