Coronavirus

Da Sydafrika advarede om ny variant, var den allerede i Europa

Den bekymrende coronavariant Omikron var i Europa tidligere end hidtil antaget.

Da den nye coronavariant Omikron for første gang blev indrapporteret til Verdenssundhedsorganisationen, WHO, var den allerede i Europa.

Det var Sydafrika, der gjorde opmærksom på varianten 24. november.

To dage senere navngav WHO varianten, og samme dag blev 61 passagerer med to fly fra Sydafrika testet positive for coronavirus ved ankomsten til Holland.

14 af de indrejsende viste sig at være smittede med Omikron-varianten.

Men nu har hollandske myndigheder fundet to andre tilfælde i prøver fra 23. og 19. november, en uge før det første kendte tilfælde i Holland.

Det skriver det hollandske sundhedsministerium, RIVM, på sin hjemmeside.

RIVM ved endnu ikke, om de to personer har været i Sydafrika.

Ikke overraskende

Hos de 14 personer, der ankom med flyet til Amsterdams internationale lufthavn Schiphol og testede positive for Omikron-varianten, blev der fundet adskillige forskellige strenge af den.

Derfor konkluderer de hollandske myndigheder, at personerne sandsynligvis blev smittet uafhængigt af hinanden, fra forskellige kilder, forskellige steder.

Hvis den skulle vise sig at være lidt mere udbredt, så er opgaven lidt større.

Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi, Syddansk Universitet.

Det første kendte Omikron-tilfælde i Europa blev konstateret i Belgien 26. november i en prøve, der blev taget 22. november. Tyskland har også fundet Omikron-varianten hos en person, der landede i Frankfurt 21. november.

At varianten har været i Europa tidligere end hidtil antaget, er dog langt fra overraskende, siger Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

- Sådan vil det stort set være med alle smitsomme sygdomme. Man registrerer, at de er kommet til landet, men i virkeligheden viser efterfølgende undersøgelser, at det har stået på lidt længere tid, siger han til TV 2.

Det samme viste sig også med den første coronavariant, som spredte sig fra Wuhan i Kina til resten af verden.

De første tilfælde af Omikron-varianten i Danmark blev konstateret søndag hos to personer, der var rejst ind fra Sydafrika.

Tirsdag var antallet af danske Omikron-tilfælde steget til fire. Derudover er der otte tilfælde, hvor der er mistanke om Omikron, men som afventer yderligere undersøgelser.

Et af de mistænkte tilfælde er fundet hos en person, der lørdag var til koncert med DJ’en Martin Jensen i Aalborg Kongres og Kultur Center. Det har fået Styrelsen for Patientsikkerhed til at opfordre op imod 2000 personer til at lade sig teste.

Ændrer ikke dansk strategi

Omikron-varianten bekymrer myndigheder verden over, fordi den foreløbigt ser ud til at sprede sig meget hurtigt i Sydafrika, og fordi vaccinerne potentielt kan være mindre effektive imod den.

Derfor arbejder de danske myndigheder også efter en forhalingsstrategi, der går ud på, at holde varianten ude af landet så længe som muligt.

At den allerede var i Europa 19. november, ændrer ikke noget i forhold til den danske strategi, vurderer Hans Jørn Kolmos.

- Den strategi skal man forfølge som udgangspunkt, og så kan det være, at det viser sig, at man er kommet for sent. Men det kan man først se bagefter, siger han.

Professoren fra Syddansk Universitet hæfter sig ved, at Omikron foreløbig ikke ser ud til at være særlig udbredt i Danmark.

- Hvis den skulle vise sig at være lidt mere udbredt, så er opgaven lidt større. Men det giver stadig god mening at forsøge at forsinke dens udbredelse, siger han.

Omikron er på nuværende tidspunkt konstateret i en række europæiske lande, heriblandt Storbritannien, Spanien, Italien og Tjekkiet.

Ifølge Statens Serum Institut kan tilfælde af Omikron dateres tilbage til 11. november i Botswana og 14. november i Sydafrika.

Det første kendte tilfælde blev dog fundet 9. november, lyder det fra WHO, som dog ikke oplyser i hvilket land.