Coronavirus

Præsident kalder rejserestriktioner for diskrimination

Sydafrikas præsident opfordrer verdenssamfundet til hurtigt at ændre de "videnskabeligt uberettigede" rejserestriktioner, som landet er påført.

Opdagelsen af coronavarianten Omikron har på få dage ændret verden, og mange lande har skærpet deres rejserestriktioner.

Eksperter mener, at Omikron-varianten kan være mere smittefarlig end andre kendte covid-19-varianter, og den blev først opdaget i Sydafrika af sydafrikanske læger og forskere.

Siden har Omikron spredt sig til blandt andet Europa, og søndag blev de første to tilfælde bekræftet herhjemme.

Danmark har derfor skærpet rejsevejledningerne over for blandt andet Sydafrika og seks andre lande i regionen.

På lignende vis har Storbritannien og en række andre lande indført indrejseforbud for rejsende fra Sydafrika og flere lande i det sydlige Afrika.

WHO: Usolidarisk

Direktøren for WHO i Afrika, Matshidiso Moet, opfordrer ifølge nyhedsbureauet AFP verdens lande til at holde grænserne åbne for afrikanske lande på trods af opdagelsen af Omikron.

- Omikron-varianten er nu blevet opdaget i adskillige lande i verden, så ved at lave rejserestriktioner der rammer Afrika, vil man angribe den globale solidaritet, siger Moet.

WHO's afdeling i Afrika skriver på Twitter, at de står sammen med de afrikanske lande.

Diskriminerende restriktioner

Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, har opfordret verdenssamfundet til hurtigst muligt at ændre de "videnskabeligt uberettigede" rejserestriktioner i forbindelse med opdagelsen af ​​den nye variant af coronavirus.

- Vi opfordrer de lande, som har indført rejseforbud mod vores land og vore sydafrikanske søsterlande, til hurtigt at ændre beslutningerne, siger han.

- Ophæv forbuddet, før der sker skader på vore økonomier.

Præsidenten mener, at rejseforbud til Sydafrika er diskrimination.

De velhavende lande bør i stedet koncentrere deres kræfter om at hjælpe udviklingslande med at bekæmpe covid-19, mener han.

Sydafrikanske forskere har tidligere kritiseret, at deres land udsættes for andre landes rejserestriktioner, fordi forskerne er dygtige nok til at finde en ny variant.