Svært dilemma venter EU og USA, når de i dag mødes med Taliban
Vesten kan blive nødt til at gå på kompromis med egne idealer for at skabe nødvendig relation til Taliban, vurderer TV 2s korrespondent Simi Jan.
Lørdag og søndag skal repræsentanter fra EU og USA mødes med Talibans regering.
Mødet kommer til at foregå i Qatars hovedstad, Doha, hvor Taliban i flere år har haft sit politiske kontor, og for alle parter er der meget på spil.
- Det bliver virkelig interessant at se, hvordan man vil nå frem til dialog, hvor tidligere fjender skal sidde ansigt til ansigt med vidt forskellige tanker om, hvordan et samfund skal skrues sammen, siger TV 2s korrespondent Simi Jan.
På dagsordenen er blandt andet en drøftelse af, om USA skal frigive de penge, som blev indefrosset, da Taliban overtog magten i Afghanistan i august.
Derudover skal parterne diskutere humanitær bistand, uddannelse og sikkerhed.
Vigtigheden af weekendens møde er ikke blevet mindre af, at Afghanistan over de seneste måneder er blevet kastet ud i en økonomisk og humanitær krise.
- Det hele er ved at kollapse i Afghanistan, så håbet er, at nogen i dag og i morgen kan blive enige om en eller anden form for løsning, så der kan komme penge ind i landet, så de her mennesker ikke dør af sult. Det er en kamp mod tiden, siger Simi Jan.
Et land i knæ
Afghanistans økonomi har været hårdt ramt siden Talibans magtovertagelse, som betød, at mange vestlige lande stoppede bistanden og lukkede for pengestrømmene til landet.
Fordi økonomien er brudt sammen, er sundhedssystemet også kollapset, hvilket betyder, at færre afghanere har adgang til lægehjælp, fortæller Bjarke Skaanning, der er katastrofechef i Røde Kors.
- Der er tre millioner akut underernærede børn i Afghanistan, og det er et tal, vi ser vokse, hvis ikke man finder en løsning, siger han.
Nogle er allerede døde af sult, og med vinteren for døren frygter Røde Kors og andre nødhjælpsorganisationer, at den humanitære krise kun vil blive værre de kommende måneder.
For Talibans regering er det derfor helt afgørende at få løsnet op for restriktionerne mod landet.
Svært dilemma i vente
Ved mødet med EU og USA vil repræsentanterne fra Taliban dog blive mødt med en række modkrav.
Det handler blandt andet om krav til en inkluderende regering, menneskerettigheder og kvinderettigheder, som Taliban traditionelt set har et noget andet syn på end den vestlige verden.
Den humanitære krise vækker også bekymring, da den kan udløse nye flygtningestrømme mod Europa, og så er der stort fokus på det sikkerhedspolitiske og at undgå, at Afghanistan igen udvikler sig til en terrorrede for eksempelvis al-Qaeda eller Islamisk Stat, lyder det fra Simi Jan.
- EU og amerikanerne vil gerne have så stærkt et samarbejde med Taliban, at de kan holde andre terrorister fra døren, siger hun.
Men selvom Taliban er presset, er det langtfra sikkert, at EU og USA kan komme igennem med alle deres krav. Tværtimod kan der blive tale om en svær balancegang og et dilemma, hvor de vestlige lande skal passe på med ikke at presse talibanerne for hårdt, forklarer Simi Jan:
- Problemet er, at Taliban har andre venner i verden. De har både Kina, Rusland, Iran og andre, som ikke stiller samme krav, og som står klar med penge. Det kan derfor blive en diskussion, hvor USA og EU på mange måder kommer til at gå på kompromis med egne idealer, fordi de ved, at de er nødt til at have en relation til Taliban.
En ny virkelighed
USA og Taliban mødtes også til drøftelser i Doha for en måned siden, og selvom det haster med løsninger, er der tale om en proces.
Gennem 20 år bekrigede parterne hinanden på slagmarken i Afghanistan, og indtil for få måneder siden var flere af Talibans regeringsmedlemmer efterlyst på terrorlister.
Møderne i Doha handler derfor om, at der nu skal dannes nye relationer mellem den vestlige verden og den nye Taliban-regering.
- Både amerikanerne og Taliban siger, at det her er en ny begyndelse, et nyt kapital. De skal skabe relationer til hinanden, for at de kan samarbejde. Med andre ord: Amerikanerne skal nu samarbejde med deres tidligere fjende og omvendt, fordi det er en ny virkelighed, siger Simi Jan.
Talibans delegation bliver ledet af den fungerende udenrigsminister, Amir Khan Muttaqi.