Johnson sætter mundbind og karantæne ind mod Omikron

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, varsler skærpede coronaregler for at standse den nye variant.

Storbritannien strammer coronareglerne med mundbind og karantæne på grund af den nye coronavariant Omikron.

Det siger Boris Johnson, den britiske premierminister, på en pressekonference lørdag aften.

Der er fundet to tilfælde af smitten i Storbritannien.

Den britiske sundhedschef, Chris Whitty, siger, at antallet af smittede med den nye variant ventes at stige i de næste par dage.

Premierministeren siger, at personer, der mistænkes for at være smittet med varianten, skal isolere sig i ti dage. Det gælder, uanset om man er vaccineret.

Strammere indrejseregler

Der skal igen bruges mundbind i butikker og i den offentlige trafik, skriver BBC. Disse regler vil blive gennemgået igen om tre uger.

Rejsende til Storbritannien vil også mærke stramningen.

- Vi må gøre mere og indføre et mere omfattende sæt regler af test for personer, der kommer til Storbritannien fra resten af verden, siger Boris Johnson.

- Enhver, der ankommer, skal inden afslutningen på dag to i Storbritannien tage en pcr-test og isolere sig, indtil resultatet foreligger.

Tvivl om Omikron-varianten

Det er dog fortsat uklart, hvor farlig Omikron-varianten egentlig er.

Chris Whitty siger, at der er en mulighed for, at varianten til en vis grad kan snige sig uden om vaccinebeskyttelsen.

Men han siger også, at selv om den måske er i stand til at smitte vaccinerede, hvad vi ikke ved endnu, så kan vaccinationer måske være nok til at undgå alvorlig sygdom og død.

Men det er ikke surt det hele.

Boris Johnson siger, at han er sikker på, at julen i år bliver langt bedre end julen i fjor, da der var langt hårdere restriktioner end i øjeblikket i Storbritannien.