Israel vil lukke grænserne på grund af ny coronavariant
I Danmark har man mistanke om to tilfælde af Omikron
Israel vil forbyde alle udlændinge at komme ind i landet for at bremsen smitten med den nyeste variant af coronavirus, Omikron.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Naftali Bennett, der er landets premierminister, siger i en udtalelse, at forbuddet, der skal godkendes af regeringen i landet, vil vare i 14 dage.
Israel er det første land til at lukke grænserne på grund af den nye variant.
Der er indtil videre bekræftet et tilfælde af Omikron i Israel.
Mistænker flere tilfælde i Danmark
Varianten blev først opdaget i Sydafrika, men er allerede registeret i flere europæiske lande.
Omikron er blandt andet fundet hos personer i Storbritannien, Tyskland og Italien.
I Danmark har man mistanke om to tilfælde af Omikron. Inden for et par dage vil sundhedsmyndigheder endeligt kunne bekræfte, om der er tale om den nye variant.
Sundhedsministeriet siger dog, at der med stor sandsynlighed er tale om Omikron.