Coronavirus

Slovakiet har verdens højeste smittetryk - nu lukker landet ned

En ny bølge af coronasmitte skyller lige nu ind over det europæiske kontinent, der igen er blevet epicenter for pandemien.

Myndighederne i Slovakiet lukker nu landet helt ned for at bremse en eksplosiv stigning i antallet af coronasmittede.

De seneste to dage har landet dagligt registreret flere end 10.000 nye smittede med covid-19.

Det skriver Sky News.

Alene onsdag blev 13.266 slovakker konstateret positive med covid-19. Det højeste antal til dato under hele pandemien.

Det højeste smittetryk i verden

Med 1929 nye daglige tilfælde per million indbyggere i den seneste uge har Slovakiet lige nu verdens højeste smittetryk. Til sammenligning har Danmark i den seneste uge haft 690 nye daglige tilfælde per million indbyggere.

Det viser tal fra Our World in Data.

For at bremse smitten har landets sundhedsmyndigheder indført en række restriktioner, der blandt betyder, at alle butikker og restauranter skal være lukket de næste to uger.

Slovakkerne har også fået forbud mod at rejse uden for deres kommune, medmindre de skal på arbejde, i skole eller til lægen. Endelig er det kun tilladt at mødes i grupper af seks personer.

Regeringen i Slovakiet har varslet yderligere restriktioner, der kun vil komme til at gælde for ikkevaccinerede.

Tiltagene i Slovakiet kommer på et tidspunkt, hvor en ny bølge af coronasmitte skyller ind over det europæiske kontinent, der igen er blevet epicenter for pandemien.

Tjekkiet indfører nødtilstand

I Tjekkiet har regeringen torsdag erklæret nødtilstand på grund af en markant stigning i antallet af nye coronatilfælde.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Nødtilstanden gælder i 30 dage og giver Tjekkiets regering mulighed for at indføre en række omfattende restriktioner.

Det er stadig uvist, hvilke tiltag de tjekkiske myndigheder overvejer. Men der har været forslag om at forbyde større arrangementer og begrænse åbningstider for barer og restauranter.

Tyskland runder 100.000 døde

I Tyskland er flere end 100.000 personer nu døde med covid-19.

Tyskland runder den triste milepæl efter flere dage med høje smittetal. Onsdag registrerede landet 67.000 nye smittetilfælde på et døgn.

Kun 68 procent af den tyske befolkning er færdigvaccineret mod covid-19, og derfor har den tyske regering indført flere nye tiltag de seneste dage.

Onsdag blev det meldt ud, at alle ansatte i militæret skal være vaccineret mod covid-19, og i sidste uge indførte Tyskland coronapas på arbejdspladser og i offentlig transport.

Test er ikke længere nok i Italien

I Italien strammer myndighederne nu en række coronarestriktioner for personer, der ikke er vaccineret mod covid-19.

Fra 6. december vil en negativ coronatest ikke længere gælde i italienernes coronapas.

Så nu skal man altså være vaccineret eller tidligere smittet, hvis man skal spise indendørs på restauranter, gå i biografen eller være tilskuer til sportsbegivenheder.

Det bliver samtidigt et krav, at ansatte i politiet, i militæret og på skoler skal være vaccineret.

73 procent af Italiens befolkning er færdigvaccineret, men med de nye tiltag vil regeringen forsøge at motivere flere til at få stikket.

Østrig indfører vaccinekrav

Også Østrig strammer restriktionerne for at tøjle smitten.

Som det første EU-land har Østrig besluttet at indføre et krav om, at alle landets borgere skal vaccineres mod coronavirus.

Vaccinekravet vil gælde fra 1. februar næste år, og ifølge østrigske medier kan det betyde, at borgere risikerer en bøde eller fængselsstraf, hvis de ikke bliver vaccineret.

Omkring 66 procent af den østrigske befolkning er færdigvaccineret, hvilket er i den lave ende blandt vesteuropæiske lande.