Udland

Østat præget af voldsom uro beder Australien om hjælp

Vrede demonstranter har stormet parlamentet og sat ild til en politistation på Salomonøerne.

Flere dages uroligheder på Salomonøerne udviklede sig onsdag så voldsomt, at øgruppens premierminister, Manasseh Sogavare, har bedt den store nabo Australien om hjælp.

Australien har derfor besluttet at sende hjælp til øgruppen for at assistere det lokale politi i hovedstaden Honiara, der ifølge nyhedsbureauet Reuters onsdag var i fare for at blive løbet over ende.

Ifølge den australske premierminister Scott Morrison bliver der øjeblikkeligt sendt 23 politifolk afsted. Senere følger knap 100 politifolk og soldater, der skal sikre øens kritiske infrastruktur.

- Australien har ingen planer om på nogen måde at blande sig i Salomonøernes interne anliggender. Det må de selv ordne, forsikrer Scott Morrison i forbindelse med beslutningen.

Storm på parlamentet

Urolighederne på Salomonøerne bunder i et historisk modsætningsforhold mellem indbyggerne på øgruppens to vigtigste øer, Malaita og Guadalcanal.

Guadalcanal, der er et kendt navn fra Anden Verdenskrigs kampe i Stillehavet, rummer hovedstaden Honiara, hvor urolighederne har fundet sted.

I flere dage er utilfredse indbyggere fra Malaita strømmet til hovedstaden, hvor de kræver premierministerens afgang. Onsdag stormede de vrede demonstranter parlamentet og satte ild til en politistation, mens politiet rejste vejspærringer for at forhindre demonstranterne i at komme ind i byens centrale forretningskvarter.

Det fik premierminister Manasseh Sogavare til at indføre 36 timers udgangsforbud.

- Det vil give vores myndigheder mulighed for at efterforske gerningsmændene bag dagens begivenheder og forhindre yderlige lovløs adfærd, sagde han onsdag ifølge New York Times.

Udgangsforbuddet blev dog aldrig respekteret, og torsdag blev flere bygninger i hovedstaden sat i brand.

Strid mellem to øer

Indbyggerne på Malaita er utilfredse med, at regeringen efter deres opfattelse tilgodeser Guadalcanal urimeligt, mens der ikke bliver sendt tilstrækkeligt med ressourcer til Malaita.

Dertil kommer forskellige politiske opfattelser af, hvor Salomonøerne skal placere sig i det store geopolitiske spil.

Premierministeren og hans regering på Guadalcanal prioriterer gode forbindelse til Kina, som giver bistand til centralregeringen.

USA giver til gengæld direkte bistand til lokalregeringen på Malaita, skriver New York Times.

Den politiske uenighed blev sat på spidsen, da centralregeringen i 2019 droppede de diplomatiske forbindelse med Taiwan til fordel for Kina. Lokalregeringen på Malaita har til gengæld opretholdt en forbindelse til Taiwan og modtager stadig bistand herfra.

Salomonøerne består af flere end 1000 små og store øer, der ligger nordøst fra Australien og har en samlet befolkning på 710.000 mennesker. Næsten halvdelen af dem bor på de to øer Guadalcanal og Malaita.