Udland

Ny tysk regering vil bekæmpe corona, hæve mindstelønnen og udfase kul

Før Olaf Scholz officielt kan udnævnes som ny kansler, skal den nye regeringsaftale til afstemning i de tre partiers baglande.

To måneder efter det tyske valg har de tyske partier SPD, De Grønne og FDP onsdag præsenteret deres endelige regeringsaftale.

Ifølge aftalen bliver SPD-leder og vicekansler, Olaf Scholz, ny forbundskansler, og han vil gå forrest i kampen mod coronapandemien, der lige nu holder Tyskland i et jerngreb.

Scholz sagde ved præsentationen af den nye aftale, at den stigende smitte med covid-19 er "alvorlig" og kræver en stor indsats.

Der afsættes her og nu en bonus på en milliard euro (knap 7,5 milliarder kroner) til at belønne pleje- og sygepersonale, der har arbejdet hårdt på at at behandle syge med covid-19. Samtidig nedsættes der som noget nyt en coronakrisestab, så der bliver bedre kontakt mellem regeringen og pandemieksperter.

En ny Merkel

Før det tyske parlament officielt kan udnævne Scholz som ny kansler, skal den nye regeringsaftale til afstemning i de tre partiers baglande.

Og selvom han er socialdemokrat, bliver Olaf Scholz af mange set som en ny Angela Merkel.

Sådan lyder det fra direktør i Tænketanken Europa, Lykke Friis:

- Han er en meget dreven politiker, men ikke den store retoriker. Nogle vil også sige, han ikke er den mest karismatiske politiker. På den måde minder han meget om Angela Merkel. Han førte faktisk også valgkamp på at sige: "jeg er Angela Merkel - bare uden at være hende". Andre sagde, han var Angela Merkel - bare uden de farvede jakker.

Lyn-analyse

Normalt er der ved regeringspræsentationer fokus på det politiske program og fordelingen af ministerposterne. Det var ikke just tilfældet, da den kommende tyske regering præsenterede sit regeringsgrundlag. Coronapandemien er det dominerende emne, der overskygger et ellers på papiret meget ambitiøst politisk projekt, som de tre partier er blevet enige om. Fokus kunne have været på målsætningerne på klimaområdet, digitaliseringen eller aftalen om en højere mindsteløn. I stedet for er det coronakrisen, der er det store samtaleemne, og den nye regering kommer til at være i krisemodus fra dag et.

Ifølge den nye regeringsaftale bliver lederen af det liberale parti FDP, Christian Lindner, ny finansminister – i øvrigt den post, som Olaf Scholz selv har haft siden 2018 i Angela Merkels regering.

Lederen af De Grønne, Annelena Baerbock, bliver ifølge aftalen ny udenrigsminister.

De tre partier, der er blevet døbt trafiklys-regeringen grundet deres partifarver, fik tilsammen flertal ved valget 26. september og har siden siddet i langvarige forhandlinger om et regeringsgrundlag.

Aftalens hovedpunkter

Af regeringsaftalen fremgår det, at den nye regering vil udfase brugen af kul i 2030.

Samtidig vil regeringen sikre, at 80 procent af forbruget af el skal være baseret på grøn energi. Det fremgår af aftaledokumentet ifølge Reuters.

Derudover vil trafiklys-regeringen hæve mindstelønnen fra de nuværende 9,35 euro (cirka 71 kroner) til 12 euro (cirka 89 kroner) i timen. Mindstelønnen var et af Olaf Scholz’ vigtigste valgløfter.

Og så vil den nye regering legalisere regelstyret handel med hash. Det fremgår ifølge nyhedsbureauet dpa af regeringsgrundlaget.

Det har særligt været en mærkesag for De Liberale Demokrater.