Coronavirus

Italien udelukker ikkevaccinerede fra flere dele af samfundet

Tiltaget skal være med til at sikre, at samfundet kan holdes åbent, selv hvis smitten stiger.

Flere dele af det italienske samfund bliver nu lukket land, hvis man ikke er vaccineret mod covid-19 eller tidligere har haft sygdommen.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Den italienske regering besluttede onsdag at gøre bevis på vaccination eller tidligere smitte til et krav for, at borgere kan spise indendørs på restauranter, gå i biografen eller tage til sportsbegivenheder som eksempelvis fodboldkampe.

Tidligere kunne man gøre disse ting, hvis blot man havde en nylig negativ coronatest.

- De nye tiltag har været ventet, og helt generelt er italienerne indstillet på, at man skal gøre alt, hvad man kan, for at holde samfundet åbent. Det har kostet dyrt at lukke samfundet ned. Ikke kun sundhedsmæssigt, men også økonomisk, siger TV 2-korrespondent Eva Ravnbøl.

- Regeringen består af alle partier i parlamentet på nær ét. Så selv blandt de partier, der normalt vil være kritiske overfor sådanne indgreb, er der enighed om, at det er strengt nødvendigt.

Tiltaget, der træder i kraft 6. december, skal skære toppen af de nye daglige smittede og sikre, at samfundet ikke bliver nødt til at lukke ned igen.

Foruden kravene om vaccination i forbindelse med oplevelser, så har landet også valgt at indføre vaccinationskrav for alle ansatte hos ordensmagten, militæret og ansatte på skoler. Tidligere gjaldt det kun for ansatte i sundhedsvæsenet og skolelærere.

Langsom, men konstant stigning

Ifølge den italienske premierminister Mario Draghi er tiltagene nødvendige for at stoppe den ”langsomme, men konstante stigning” i smittetallene, der hæmmer landets vækst.

Og han er særligt bekymret for turismen i vintermånederne, der hvert år genererer milliarder af kroner alene på skiturister og sikrer tusindvis af jobs. En branche, der de seneste to år har været lukket på grund af coronapandemien.

- Vi er begyndt at vende tilbage til en normaltilstand. Og vi ønsker at bevare den normaltilstand, sagde Mario Draghi, efter at beslutningen var enstemmigt vedtaget.

Beskyttelse mod lokale nedlukninger

Italien har vaccineret flere end 84 procent af befolkningen over 12 år, men som I Danmark oplever de også, at vaccinerne er begyndt at aftage blandt de, der blev vaccineret først.

I flere byer med lav vaccinetilslutning har de ligeledes set en så kraftig smittestigning, at de blev ramt af lokale nedlukninger.

Og det er blandt andet sådanne scenarier, som det nye tiltag skal være med sikre ikke sker i fremtiden, hvor restauranter vil få lov at holde åbent, selv hvis hospitalssengene bliver fyldte, men kun for vaccinerede borgere.

Italien har ifølge Johns Hopkins registreret 69.060 nye smittede den seneste uge. I samme periode har 437 personer mistet livet med coronavirus.