USA pumper 50 millioner tønder olie ud på markedet for at få priserne ned
Store lande koordinerer udpumpning af råolie til markedet for at få prisen på brændstof til at falde.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, har tirsdag givet ordre til at frigive 50 millioner tønder råolie.
Det sker i et koordineret forsøg på at tøjle de stigende priser på brændstof verden over. Det oplyser Det Hvide Hus.
- Frigivelsen vil ske parallelt med andre store energiforbrugere, der frigiver deres strategiske reserver. Det gælder Kina, Indien, Japan, Sydkorea og Storbritannien, hedder det.
Den olie, der nu sendes ud fra den strategiske reserve i USA, rammer efter planen det amerikanske marked i midten og slutningen af december.
Gør ondt på amerikanerne
Ifølge Ole Sloth Hansen, som er olieanalytiker hos Saxo Bank, skyldes frigivelsen af olielageret, at brændstofpriserne i USA er rekordhøje.
- Selvom priserne også er meget høje i Europa og er steget markant det seneste års tid, er der mindre skatter og afgifter i USA. Derfor slår de her olieprisstigninger meget hårdere igennem, siger Ole Sloth Hansen til TV 2.
Ifølge olieanalytikeren er der øget pres på Joe Bidens regering for at få brændstofpriserne bragt ned.
- Amerikanerne elsker deres store biler, som bruger store mængder brændstof. Derfor kan de høje oliepriser mærkes tydeligt hos den amerikanske forbruger. Det er noget, der gør ondt, siger Ole Sloth Hansen.
Nettoeffekten er lig nul
Og det kan være taktisk smart af præsident Biden at gøre en målrettet indsats for at få brændstofpriserne ned, mener den danske olieanalytiker.
- Vi ved historisk, at man ikke vinder primær- og præsidentvalg med høje brændstofpriser. Samtidig har vi set en meget kraftigt stigende inflation i USA, og den forsøger de nu at bekæmpe ved blandt andet at sætte energipriserne ned, siger Ole Sloth Hansen.
Af de 50 millioner tønder olie, der nu pumpes ud på markedet, kommer de 18 millioner fra USA selv. De andre 32 millioner tønder låner USA til de lande, der er med i aftalen.
- På et eller andet tidspunkt skal landene ud at købe de her tønder tilbage, så de kan levere dem tilbage til USA. Så over tid er nettoeffekten af det her tiltag lig nul, vurderer Ole Sloth Hansen.
Det er første gang, at USA koordinerer udpumpningen med andre af verdens store energiforbrugere.