Coronavirus

Tyske delstatsministre vil indføre vaccinepligt

I sidste uge besluttede Østrig som det første EU-land at indføre et vaccinekrav. Nu overvejer Tyskland at følge trop.

Tyskland er så hårdt presset af en fjerde bølge af coronasmitte, at flere delstatsministre nu er klar til at indføre obligatorisk vaccine.

Det skriver Flensborg Avis.

I en fælles erklæring tirsdag i Frankfurter Allgemeine Zeitung skriver de to delstatsministre Markus Söder fra Bayern og Winfried Kretschmann fra Baden-Württemberg, at de er tilhængere af at indføre vaccinepligt.

- Obligatorisk vaccination er ikke et indgreb i frihedsrettighederne. Tværtimod er det forudsætningen for, at vi får vores frihed tilbage, skriver de to ministre.

De får opbakning til forslaget fra flere andre delstatsministre og borgmestre.

- Obligatorisk vaccination kommer for sent til at bremse fjerde smittebølge, men det kan helt sikkert ikke udelukkes fremover, når man ser på situationen i Tyskland, siger Bremens regerende borgmester, Andreas Bovenschulte, til Flensborg Avis.

Hvad vil Scholz?

Tysklands fungerende sundhedsminister, Jens Spahn, er omvendt ikke tilhænger af vaccinepligt, og derfor venter mange tyskere nu spændt på, om obligatorisk vaccination indgår i den aftale, som SPD’s kanslerkandidat Olaf Scholz er ved at forhandle på plads med koalitionen.

Det fortæller direktør i Tænketanken Europa, Lykke Friis, til TV 2.

- Debatten i Tyskland går lige nu på, om ikke det er et overgreb på den enkelte, hvis man indfører vaccinepligt. Omvendt mener andre, at det er et overgreb på resten af befolkningen, hvis man nægter at lade sig vaccinere, siger hun.

- Så spørgsmålet om vaccinepligt bliver en vanskelig test for Olaf Scholz, allerede før han er trådt til.

Ikke i strid med forfatningen

Den tyske forfatningsekspert Ulrich Battis vurderer, at obligatorisk vaccination ligger inden for grundlovens rammer.

- En generel vaccinepligt kan absolut forsvares - netop for at beskytte andres liv, siger Ulrich Battis, der er tilknyttet Humboldt Universitetet i Berlin, til Neue Osnabrücker Zeitung.

Forfatningseksperten henviser til den tyske forfatnings paragraf 2, der handler om at beskytte andres liv.

Juraprofessor Franz C. Mayer erklærer sig over for Flensborg Avis enig i Ulrich Battis' vurdering.

Omkring 68 procent af den tyske befolkning er færdigvaccineret. Til sammenligning er godt 76 procent af danskerne færdigvaccinerede.

Østrig har indført vaccinekrav

Fredag i sidste uge besluttede Østrig som det første EU-land at indføre et krav om, at alle landets borgere skal vaccineres mod coronavirus.

- I lang tid, måske for længe, blev det antaget, at det ville være muligt at nå en høj vaccinationsrate uden krav. Nu må man se virkeligheden i øjnene, sagde den østrigske forbundskansler, Alexander Schallenberg, på et pressemøde fredag.

Vaccinekravet vil gælde fra 1. februar næste år. Og ifølge flere østrigske medier kan det betyde, at borgere risikerer en bøde eller fængselsstraf, hvis de ikke bliver vaccineret.

Omkring 66 procent af den østrigske befolkning er færdigvaccineret, hvilket er i den lave ende blandt vesteuropæiske lande.