Udland

Magdalena Andersson får ny støtte som Sveriges næste statsminister

Socialdemokraternas leder ser ud til at have et flertal bag sig, når Riksdagen onsdag skal stemme om hende som Sveriges næste statsminister.

Der tegner sig et flertal bag Socialdemokraternas leder Magdalena Andersson som ny statsminister i Sverige.

Vänsterpartiet siger tirsdag aften til SVT, at det nu støtter Magdalena Andersson.

Udmeldingen kommer, efter at partierne tirsdag aften indgik en aftale om højere pension.

Mandag havde Vänsterpartiet ellers sagt, at de ikke kunne støtte Magdalena Andersson på det foreliggende grundlag.

Kan blive første kvindelige statsminister

Onsdag skal de svenske partier til afstemning i Riksdagen om en ny potentiel statsminister.

Hvis Magdalena Andersson vinder onsdagens afstemning, bliver hun Sveriges første kvindelige statsminister.

Magdalena Andersson har de seneste uger arbejdet på at få et flertal bag sig.

For at blive statsminister har hun brug for opbakning ikke alene fra Miljöpartiet, der er en del af regeringskoalitionen sammen med Socialdemokraterna, men også fra andre partier uden for regeringen.

I forvejen har Centerpartiet meddelt, at det ikke vil stå i vejen for hende. Dermed er der et flertal bag Magdalena Andersson.

Sverige har haft en tumultarisk politisk sommer, der kulminerede med at tidligere statsminister Stefan Löfven i august meddelte, at han ville træde tilbage.

I starten af november indgav han endeligt sin afskedsbegæring.