Coronavirus

Om få måneder vil alle i Tyskland være vaccineret, raskmeldt eller døde, siger minister

De tyske myndigheder appellerer igen til de ikke-vaccinerede om at lade sig stikke. Samtidig opfordres flere tyskere til at vælge Moderna over Pfizer.

Som mange andre europæiske lande kæmper Tyskland i øjeblikket mod en fjerde bølge af coronasmitten, og i den forgangne uge har de daglige smittetal sat nye rekorder.

På tværs af landets 16 delstater forsøger myndighederne at bryde smitten ved at tilbyde et tredje vaccinestik, ved at genindføre udvalgte restriktioner og ved at appellere til de ikke-vaccinerede.

Mandag siger den tyske sundhedsminister, Jens Spahn, på et pressemøde, at enhver, der har chancen for at beskytte sig selv med en af ​​vaccinerne, bør gøre det.

Ellers får det alvorlige konsekvenser.

- Sandsynligvis vil alle i Tyskland – sagt noget kynisk – enten være vaccineret, raskmeldt eller døde ved udgangen af ​​denne vinter, siger Jens Spahn ifølge Der Spiegel.

Rolls-Royce og Mercedes

På pressemødet fortæller sundhedsministeren, at Tyskland vil forsøge at promovere Moderna-vaccinen over for de tyskere, der tager imod tilbuddet om et tredje vaccinestik - et såkaldt boostershot.

Det skyldes blandt andet, at tyskerne risikerer at brænde inde med omkring 16 millioner Moderna-vacciner, som står til at udløbe i første kvartal af 2022.

- Det er et vigtigt aspekt, men ikke det mest afgørende. Det essentielle er, at vores forsyning af Pfizer/Biontech-vacciner udtømmes så hurtigt, at vi fra næste uge ikke vil kunne give mere end to-tre millioner doser om ugen, siger Jens Spahn.

Ifølge ministeren skyldes den tyske præference for Pfizer/Biontech-vaccinen, at mange tyskere er misinformeret om de enkelte vacciners effekt.

Men hvis Pfizer/Biontech er vaccinernes svar på Mercedes, er Moderna deres Rolls-Royce, forklarede Spahn.

Stor forskel i tysk vaccinetilslutning

I øjeblikket er 68 procent af tyskerne færdigvaccineret, mens det tilsvarende tal for Danmark er 76 procent.

Der er dog store forskelle på tværs af de enkelte delstater.

I top ligger Bremen med en vaccinetilslutning på 79,6 procent, mens delstaten Sachsen i bunden af listen kun kan fremvise en tilslutning på 57,7 procent af befolkningen.

Syv procent af tyskerne har indtil videre modtaget et boostershot, og ifølge sundhedsministeren vil det tage omkring to uger, før booster-effekten vil kunne ses, så kurverne flader ud.