Udland

Teenager frikendt i sag om skuddrab på to demonstranter i Kenosha

18-årige Kyle Rittenhouse er af en jury blevet fundet ikke-skyldig i drabene på en 36-årg mand og en 26-årig mand.

En 18-årig mand er af en jury i Kenosha i den amerikanske delstat Wisconsin blevet frikendt i en sag om skuddrabene på to demonstranter under raceuroligheder i august sidste år i byen Kenosha i Wisconsin.

Det skriver blandt andet NBC News.

Rittenhouse, der kommer fra Antioch i delstaen Illinois, var tiltalt for overlagt drab på 26-årige Anhony Huber og for uoverlagt manddrab på 36-årige Joseph Rosenbaum.

Men juryen frifandt den 18-årige teenager for begge anklager. Han blev også frifundet for overlagt at have skudt og såret en 28-årig mand under urolighederne.

Juryen kom til afgørelsen efter at have voteret i tre dage.

De to mænd blev dræbt under urolighederne, der begyndte med politiets skud mod den 29-årige sorte mand Jacob Blake, og som kom efter en sommer med Black Lives Matter-demonstrationer over hele verden.

Sluttede sig til militsgruppe

Undervejs blev urolighederne mere og mere voldsomme med blandt andet ildspåsættelser af forretninger og sammenstød mellem demonstranter og hvide, bevæbnede militsgrupper til følge.

Det var en af de militsgrupper, den dengang 17-årige Kyle Rittenhouse tilsluttede sig, da han 25. august 2020 satte sig ind i en bil og kørte til Kenosha.

Ifdølge sit eget udsagn i retten ville Rittenhouse "beskytte sit lokalsamfund mod demonstranterne".

Kyle Rittenhouse havde foruden en riffel taget et førstehjælpskit med for at hjælpe de sårede ved sammenstødene, har han forklaret.

- Jeg tog derhen (til Kenosha, red.) for at yde førstehjælp. Ikke for at komme i problemer, har han tidligere forklaret ifølge CNN.

Kort efter skuddene forsøgte Kyle Rittenhouse at melde sig selv til politiet i Kenosha, men uden held.

Der skete for meget på stedet, til at han kunne komme ordentligt i kontakt med politiet, fortalte den 18-årige i retten:

- Jeg var i chok. Jeg kan ikke rigtig huske, hvad der skete der (i samtalen med politiet, red.). Jeg flippede helt ud, og mit hoved kørte rundt, har han forklaret.

Trump kaldte det selvforsvar

Sagen fik med det samme stor opmærksomhed i USA.

Opmærksomheden blev ikke mindre, da den daværende præsident, Donald Trump, nægtede at fordømme drabene, men i stedet forklarede dem som selvforsvar.

- Han forsøgte at komme væk fra dem. Og så faldt han, og så angreb de ham på meget voldelig vis. Jeg går ud fra, at han var i meget store problemer. Han ville være blevet dræbt. Men det er under efterforskning, sagde Trump dengang ved et pressemøde.

Juryen i Kenosha frifandt også Kyle Rittenhouse for to anklager om at sætte den offentlige sikkerhed på spil.