Udland

"Manden med hornene" får 41 måneders fængsel for stormløb mod Kongressen

Dommeren kaldte Jacob Chansley for selve "billedet på oprøret" 6. januar i år.

Jacob Chansley, der på rekordtid blev verdenskendt som "manden med hornene", er onsdag blevet idømt 41 måneders fængsel for sin rolle i stormløbet mod Kongressen 6. januar.

Det skriver blandt andet CNN.

Ifølge mediet har det amerikanske justitsministerium og anklagerne i sagen ønsket en hård straf til Jacob Chansley, som de vurderer som "symbolet på en barbarisk skare af mennesker".

- Jeg har jokket i den

Den selverklærede 'QAnon shaman' optrådte under stormløbet i bar mave med en pelshue med bisonhorn på hovedet.

Billederne af Jacob Chansley, der gelejdede flokken af oprørere gennem kongresbygningen ved at råbe i et horn, florerede med det samme i hele verden.

Han var desuden en af de første oprørere, der lykkedes med at komme helt ind i Senatet, hvor han eftersigende skulle have efterladt en seddel.

Ifølge anklagerne i sagen bar manden desuden en spydlignende flagstang med det amerikanske flag, der kunne anvendes som våben.

Selv sagde Jacob Chansley ikke meget under domsafsigelsen.

Men han benyttede dog muligheden for at forklare dommeren hans dårlige samvittighed over at have brudt loven:

- Det sværeste ved det her er, at jeg kun kan give mig selv skylden. At jeg skal kigge mig selv i spejlet og vide, at jeg virkelig har jokket i den, lød det.

Det var dog ikke nok for dommeren Royce Lamberth, der kaldte Jacob Chansley for "billedet på oprøret" og altså dømte ham til 41 måneders fængsel.

Ifølge flere medier vil dommen sætte et eksempel for de flere end 650 sager vedrørende stormløbet, hvor der endnu ikke er afgivet dom.

Hundredevis af demonstranter

Det var omkring eftermiddagstid 6. januar, at hundredevis af demonstranter stormede Kongressen i Washington D.C. med våben, skudsikre veste, sydstatsflag og kampråb som "stop the steal" (stop med at stjæle valget, red.).

Det skete, mens medlemmer af Senatet og Repræsentanternes Hus formelt skulle bekræfte demokraternes Joe Biden som vinder af præsidentvalget.

Menneskemængden tvang sig adgang til både selve Senatet samt flere af kongresmedlemmernes kontorer. Urolighederne førte til flere dødsfald.