Udland

USA anklager Rusland for ødelæggende missiltest i rummet

Rusland har udført en missiltest, som har sprængt en af landets egne satellitter og medført farligt rumaffald.

USA beskylder Rusland for at have udført en "ødelæggende" missiltest.

Det siger den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Blinken har Rusland mandag "på uforsvarlig vis" gennemført en missiltest, der sprængte en af landets egne satellitter.

Sprængningen har skabt en stor mængde rumaffald, der tvang besætningen på Den Internationale Rumstation (ISS) til at reagere hurtigt og søge tilflugt.

På ISS befinder sig i øjeblikket fire amerikanere, en tysker og to russere.

Sikkerheden i rummet på spil

Hidtil har sprængningen ifølge USA medført over 1500 vragrester. Den amerikanske udenrigsminister vurderer dog, at det tal kan vokse til hundredtusindvis af små vragdele.

En del af rumaffaldet vil sandsynligvis vedblive i årevis, før det igen kommer ind i Jordens atmosfære.

Antony Blinken siger videre, at USA vil samarbejde med sine allierede om at komme med et passende svar.

Han mener, at den russiske test sætter sikkerheden på spil for dem, der ønsker at bruge det ydre rum til fredelige formål, skriver Reuters.

Missiltesten er den blot fjerde test nogensinde, der rammer en satellit fra jorden, skriver nyhedsbureauet AFP.

USA: Uansvarligt

Talsmand for USA's udenrigsministerium Ned Price fortæller på et pressemøde, at faren langt fra er ovre.

- Ruslands farlige og uansvarlige opførsel bringer den langsigtede bæredygtighed af det ydre rum i fare, siger han ifølge AFP.

Målet for det russiske missil var ifølge analysefirmaet Seradata "Cosmos 1408", der er en sovjetisk efterretningssatellit fra 1982, som har været nedlagt i flere årtier.

Ifølge organisationen Union of Concerned Scientists (Foreningen for Bekymrede Forskere, red.) er der i øjeblikket flere end 4500 satellitter, der suser rundt om Jorden.