Udland

Kina advarer USA - at støtte Taiwan er som at lege med ild

Præsident Biden fastslog på topmøde, at USA anerkender Taiwan som en del af Kina. En sikkerhedspolitisk milepæl, siger Asien-korrespondent.

Selvom der overordnet var forsonende toner mellem Kina og USA, da de to landes ledere tirsdag mødtes ved et virtuelt topmøde, satte Kinas præsident også foden ned i spørgsmålet om østaten Taiwan.

Præsident Xi Jinping advarede i klare vendinger præsident Biden mod at støtte taiwanesisk uafhængighed.

Det skriver BBC, der citerer det kinesiske medie Global Times.

- Sådanne træk er ekstremt farlige - som at lege med ild. Den, der leger med ild, vil blive brændt, sagde dem kinesiske præsident.

En milepæl

USA og Kina har længe været på kollisionskurs på grund af uenigheder om blandt andet handel, covid-19 og menneskerettigheder - og altså ikke mindst Taiwan.

Og set med kinesiske øjne var det virtuelle topmøde en stor succes på netop det punkt. Joe Biden forsikrede nemlig Kinas præsident Xi Jinping om, at USA anerkender et-Kina-politikken, der betyder, at Taiwan er en del af Kina.

Det fortæller TV 2s Asien-korrespondent, Christina Boutrup.

- Det er meget vigtigt for Kina, fordi Kina anser Taiwan som en løsrevet kinesisk provins, der hurtigst muligt skal indlemmes til moderlandet. Mange eksperter regner med, at Xi Jinping bliver den leder, der får Taiwan tilbage, måske inden for de næste fem år.

Lyn-analyse

Forventningerne til topmødet var meget lave, fordi forholdet mellem Kina og USA er på frysepunktet. Derfor er det faktisk en positiv overraskelse, at Joe Biden og Xi Jinping talte så pænt til hinanden. Begge parter virkede som om, at de virkelig ønsker at nulstille forholdet. Det skyldes sandsynligvis, at situationen er blevet så anspændt og farlig, især omkring det sydkinesiske hav og Taiwan, at risikoen for en militær konfrontation hele tiden rykker tættere på. Derfor er det afgørende, at de to parter nu er på ordentlig talefod og har lovet hinanden fred og samarbejde.

Situationen omkring Taiwan er ekstra anspændt, fordi USA har presset på for at få østaten repræsenteret i forskellige internationale organisationer, og Kina frygter, at USA vil hjælpe Taiwan med at erklære sig selvstændigt.

Desuden blev Taiwans leder, Tsai Ing-wen, inviteret med til Joe Bidens indsættelse som præsident i januar på lige fod med andre stats- og regeringschefer.

- Det var en stor provokation mod Kina. Men nu ser det altså ud til, at USA har givet Kina en form for garanti, der kan stabilisere forholdet. Jeg tror, det her møde bliver en milepæl rent sikkerhedspolitisk, siger Christina Boutrup.

Klima på den storpolitiske dagsorden

Joe Biden og Xi Jinping fik også tid til at diskutere andre storpolitiske emner – såsom klimaforandringer.

USA og Kina, der er verdens to største udledere af drivhusgas og sammen tegner sig for omtrent 40 procent af verdens CO2-udledning, gik overraskende sammen om en fælles erklæring ved det netop overståede klimatopmøde i Glasgow.

- Det lader til, vi skal have opstillet et rækværk af sund fornuft for at være ærlige og tydelige der, hvor vi er uenige, og for at samarbejde, hvor vores interesser mødes – især hvad angår globale emner såsom klimaforandringer, sagde Biden på nattens virtuelle topmøde med sin kinesiske kollega.

De to landes fælles COP26-erklæring indeholder blandt andet planer om at reducere udledningen af metangasser, at beskytte skove og at udfase kul. Samtidig lover landene også, at de vil sætte rammer for reduktionen af drivhusgasser i dette årti. Landene vil fremlægge klimamål for 2035 senest i 2025.

Samhandel skal ikke politiseres

Det virtuelle topmøde mellem Biden og Xi Jinping varede i flere timer, og de to ledere fik også vendt samhandlen mellem de to lande, der var i fare for at kuldsejle under den tidligere præsident Donald Trump.

På nattens møde gjorde XI Jinping det klart, at uenigheder om samhandel ikke skal "politiseres". Ifølge den kinesiske præsident bør USA ikke undertrykke kinesiske virksomheder ved at "misbruge konceptet om national sikkerhed".

Præsident Biden understregede omvendt nødvendigheden af at beskytte amerikanske virksomheder mod det, Biden betegnede som Kinas "unfair" ageren på handelsområdet.

Og selvom der grundlæggende var en god tone mellem Joe Biden og Xi Jinping, er der stadig lang vej til at godt forhold. Det understreger Asien-korrespondent Christian Boutrup:

- For eksempel har USA lukket Kinas konsulat i Houston, og Kina har svaret igen ved at lukke det amerikanske konsulat i Chengdu i Vestkina. Desuden er der stadig masser af straftold på kinesiske varer. Det er den slags, der vidner om, at det nok aldrig bliver et venskabeligt forhold.