Udland

Skuespiller Alec Baldwin er blevet sagsøgt for drab på fotograf

En netop indgivet retssag bliver anset som den første af slagsen mod Alec Baldwin efter drab på filmfotograf.

Den amerikanske skuespiller Alec Baldwin er blevet sagsøgt af en kollega på filmsettet 'Rust' for uagtsomhed i forbindelse med drabet på en filmfotograf i sidste måned.

Det oplyser advokater onsdag til blandt andet New York Times.

Ifølge mediet er det Serge Svetnoy, der var belysningstekniker på settet, som har sagsøgt Alec Baldwin. Han overværede episoden, da Baldwin skød og dræbte fotograf Halyna Hutchins under optagelserne til westernfilmen.

Undlod at "overholde" sikkerhedsregler

Svetnoy anklager Baldwin og andre for at undlade at overholde sikkerhedsregler og tillade at pege våben med skarp ammunition mod andre mennesker på settet.

- Der var simpelthen ingen grund til, at der skulle være et skarpt skud i den revolver eller noget som helst andet sted på settet.

- Det, at der var en kugle i den revolver, udgjorde en dødelig trussel for alle i nærheden af revolveren, lyder det i retsdokumenter i sagen.

Søgsmålet langer også ud efter medinstruktør Dave Halls og medarbejderen Hannah Gutierrez-Reed, der havde ansvar for at opbevare våben på settet.

Den første sag

Sagen er indgivet ved en domstol i Los Angeles og bliver anset som den første af slagsen mod Baldwin, siden episoden skete 21. oktober.

Filmfotograf Halyna Hutchins blev skudt og dræbt, da Baldwin øvede en scene i westernfilmen, hvor han affyrede en pistol mod kameraet.

Ud over Halyna Hutchins blev instruktøren Joel Souza ramt i skulderen.

Alec Baldwin fik overrakt revolveren af medinstruktøren Dave Halls med besked om, at den var ufarlig. Han har efterfølgende beskrevet drabet som en "tragisk ulykke".

Politiet har efterforsket episoden, og der er indtil videre ikke foretaget nogen anholdelser.

Optagelserne af filmen, der begyndte 6. oktober, blev øjeblikkeligt standset efter ulykken. Baldwin har oplyst, at produktionen af filmen ikke vil blive genoptaget.