F.W. de Klerk er død

Frederik Willem de Klerk var præsident i Sydafrika fra 1989 til 1994 og stod bag løsladelse af Nelson Mandela.

Frederik Willem de Klerk, der var den sidste præsident i apartheidstyret i Sydafrika og landets seneste hvide præsident, er død - 85 år.

Det fremgår af en udtalelse fra hans fond.

Han døde torsdag i sit hjem i den velstående Cape Town-bydel Fresnaye.

- Tidligere præsident F.W. de Klerk sov stille ind i sit hjem i Fresnaye tidligt denne morgen efter sin kamp mod lungehindekræft, lyder det.

Han var præsident i Sydafrika fra 1989 til 1994.

Nobelprismodtager

De Klerk modtog i 1993 sammen med frihedskæmperen Nelson Mandela Nobels fredspris for deres fælles arbejde med at ophæve apartheidstyret.

Det var også de Klerk, der løslod Mandela efter mange års fængsling.

At det netop var de Klerk, der begravede apartheid, lå dog ikke nødvendigvis i kortene. Han stod nemlig i spidsen for Nationalpartiet.

Partiet værnede om apartheidstyret - et system, der gjorde sorte sydafrikanere til andenrangsborgere i deres eget land.

De Klerks far var også politiker i Nationalpartiet, der opfandt apartheid, som blev indført i Sydafrika i 1940'erne.

F.W. de Klerk blev præsident ved lidt af et tilfælde, da hans forgænger, den benhårde nationalist Pieter Willem Botha, fik et slagtilfælde i 1989.

De Klerk var også kendt som kompromisløs, men det skulle ændre sig. I 1990 løslod han således Nelson Mandela efter 27 års fængsel.

I regering med Mandela

Fire år senere vandt partiet ANC, Den Afrikanske Nationalkongres, en jordskredssejr med Nelson Mandela i spidsen.

Det var det første valg, hvor landets sorte befolkning kunne stemme.

ANC indgik efterfølgende en samlingsregering med Nationalpartiet, og de Klerk blev i en periode Mandelas højre hånd.

Nelson Mandela var præsident frem til 1999, hvor Thabo Mbeki overtog roret. Mandela døde i december 2013 efter lang tids sygdom.

I 1996 gik de Klerk på pension som politiker. Hans fond, FW de Klerk Foundation, arbejder i dag for at fremme demokrati i Sydafrika.