Udland

Danmark er ikke alene om at genindføre coronapasset - sådan gør de i andre europæiske lande

I Grækenland forsøger man at nå ud til ikke-vaccinerede på sms, og i Berlin kræver det nu en vaccine at komme på bar eller restaurant.

Fra i morgen skal danskerne igen hive coronapasset op af lommen, når de skal på barer, restauranter eller i zoologisk have.

Men det er ikke kun i Danmark, at antallet af coronarestriktioner er stigende, i takt med at Europa er blevet det nye epicenter for endnu en smittebølge.

Fælles for de fleste europæiske lande er, at man nu strammer skruen for restriktioner, der særligt skal ramme ikke-vaccinerede i et forsøg på at få styr på smitten.

Herunder kan du få et overblik over restriktionerne i andre europæiske lande.

Tyskland: Kun vaccinerede må komme på bar eller i fitness i Berlin

Tyskerne oplever lige nu en smittebølge, der får politikerne til igen at gå i tænkeboks.

Det betyder blandt andet, at der lige nu arbejdes på at genindføre gratis lyntests til befolkningen. De hurtige tests blev ellers droppet i begyndelsen af oktober.

Desuden har man i den tyske hovedstad Berlin valgt kun at lukke vaccinerede personer ind på barer og restauranter eller i fitness og til frisøren fra på mandag. Dog må personer, der kan bevise, at de netop har været smittede med virussen, også lukkes ind.

Desuden er virksomheder i byen blevet opfordret til igen at lade medarbejdere arbejde hjemmefra.

Det skriver mediet France24.

I Tyskland har antallet af smittede med coronavirus været i stigning stort set siden begyndelsen af oktober, lige nu med op mod 50.000 smittetilfælde om dagen.

Spanien: Valgte at bevare restriktioner, da Danmark droppede dem

I Spanien bevarede man en lang række coronarestriktioner, da Danmark smed sine på porten - eksempelvis mundbindskravet.

Måske derfor går det også en smule bedre med at holde pandemien nede for spanierne, end det gør herhjemme.

Der gælder fortsat krav om at bære mundbind i Spanien i alle offentlige bygninger, skoler, i butikker og i offentlig transport, ligesom det først for nylig blev muligt for diskoteker og restauranter at holde åbent længere tid samt lukke flere personer ind.

Antallet af turister, der igen besøger Spanien, er ellers stigende - faktisk ser det så lovende ud på turismefronten, at Spanien håber på normale tilstande i 2022 - men det har altså ikke nødvendigvis sat sit spor på smittetrykket dette efterår.

Grækenland: Ingen butiksbesøg uden vaccine

En fjerde smittebølge rammer også Grækenland i disse uger.

Det betyder, at også den græske regering nu har besluttet at stramme grebet om dem, der endnu ikke er vaccineret mod coronavirus. Alle medarbejdere, der ikke er vaccineret, skal dermed lade sig teste to gange om ugen.

Er man ikke vaccineret, kan man heller ikke komme ind i butikker, banker eller frisørsaloner uden en negativ test. På restauranter og barer gælder det samme, medmindre man spiser udendørs.

Ifølge nyhedsbureauet AP er sundhedspersonale desuden blevet pålagt at lade sig vaccinere i Grækenland.

Lige nu forsøger de græske myndigheder at nå ud til de ikke-vaccinerede gennem sms-beskeder og vaccinationskampagner i medierne.

Rumænien: Laveste vaccinationsrate

Også i Rumænien, der lige nu oplever et massivt pres på hospitalerne, blev der i slutningen af oktober indført strammere coronarestriktioner.

Skal man i fitness eller i indkøbscentret, kræver det nu, at rumænerne kan bevise, at de er vaccineret mod coronavirus. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er kun omkring 40 procent af den rumænske befolkning, der er færdigvaccineret - og landet har dermed en af de laveste vaccinationsrater i hele EU.

Hospitalerne i Rumænien er lige nu så pressede, at patienter må ligge på gangene, ligesom Danmark for nylig har taget imod alvorligt syge patienter med covid-19 på danske hospitaler.

Italien: Coronapas på arbejdspladsen

Det gælder fortsat, at italienerne skal forsøge at holde afstand til hinanden, når de går rundt på gaden.

Desuden skal mundbind stadig benyttes indendørs, også i butikker og i indkøbscentre. For at komme ind på restauranter og på diverse kultursteder, skal besøgende vise coronapas med enten vaccine, nyligt overstået infektion med coronavirus eller en nylig negativ test - ligesom vi kender det herhjemme.

Desuden har italienerne siden midten af oktober også skullet vise coronapas på arbejdspladsen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I den østrigske hovedstad, Wien, er det også kun vaccinerede eller tidligere smittede, der må komme på restauranter, hos frisører og til større arrangementer, skriver nyhedsbureauet AP. Det samme gælder i Bulgarien.