Udland

Original Apple-1-computer solgt for 2,6 millioner på auktion

Computeren har haft to forskellige ejermænd og er en af seks på verdensplan, der stadig fungerer.

Et velfungerende eksemplar af Apples første produkt nogensinde, computeren Apple-1, er netop blevet solgt på auktion for 400.000 dollars.

Det svarer til næsten 2,6 millioner kroner.

Apple-1-modellen blev første gang lanceret i 1976 af det, der dengang hed Apple Computer Company. Det de fleste i dag kender som Apple.

Modellen blev i sin tid solgt kun som bundkort, det vil sige uden tastatur, skærm og andet tilbehør, og til en pris på 666,66 dollars.

Computeren har haft to ejermænd

Ifølge mediet NPR var det en professor ved Chaffey College i Californien, der var computerens første ejermand.

Han solgte siden sin Apple-1 til en af sine studerende, så han kunne købe en nyere model, en Apple-II.

Den pågældende studerende har været computerens ejermand indtil tirsdag i denne uge, hvor den altså blev solgt videre på auktion.

Den solgte computer har en kasse af den hawaiianske træsort koa som case. Den er en ud af i alt seks Apple-1-computere med den type case på verdensplan.

Starten på Apples succes

Ifølge Apple-eksperten Corey Cohen er Apple-1 "den hellige gral" inden for vintagecomputere.

Det fortæller han til NPR.

Apple-1 blev solgt med en garanti til forbrugeren og markerer startskuddet til det, der skulle blive computere til privat brug.

- Der var en garanti for, at den virkede. Inden da var der også andre computere. De var sæt. De virkede for det meste ikke, når folk fik dem, siger Corey Cohen.

Ifølge eksperten blev Apple-1 ikke kun starten på Apples succes, men også på grundlæggerne Steve Wozniak og Steve Jobs' ingeniørkundskaber.

Den blev symbolet på, at "computere ikke er noget, almindelige mennesker skal være bange for", lyder det.

Foruden den netop bortauktionerede Apple-1 computer vurderes det, at fem andre computere af samme model stadig fungerer.