Udland

Gæster skreg om hjælp under koncert-ulykke: - Der er nogen, der er døde derinde. Stop showet!

Travis Scotts koncert blev afbrudt 30 minutter før tid. Men på det tidspunkt havde kaosset udspillet sig i 40 minutter, fortæller myndighederne.

Publikum råbte på hjælp og bønfaldt arrangørerne om at stoppe koncerten, da otte mennesker blev trampet ihjel til en udsolgt koncert med den amerikanske stjernerapper Travis Scott.

Det viser flere videoer, som lige nu florerer på de sociale medier fra festivalen Astroworld i Houston.

For mens Travis Scott fyrede den af på scenen, kæmpede flere af hans fans for deres liv, skriver blandt andre Insider og Washington Post.

Videoerne tegner et billede af det kaos, som udspillede sig blandt de flere end 50.000 fans, der havde samlet sig foran scenen.

For eksempel ses en ung kvinde og en ung mand klatre op på en platform, hvor de beder kameraoperatøren om at gøre noget – men til ingen nytte.

- Der er nogen, som er døde derinde. Der er nogen, der er døde. Stop showet, skriger kvinden til kameramanden, som bliver ved med at filme koncerten.

Bad om hjælp - blev truet med at blive skubbet ned

Den unge kvinde er senere blevet identificeret som Seanna Faith, og hun delte efter tragedien sine oplevelser på Instagram.

Seanna Faith beskriver, hvordan folk allerede i løbet af de første 30 sekunder af koncerten begyndte at "drukne" i menneskemængden.

- Hundredevis af mennesker rev deres stemmebånd over i forsøget på at skrige om hjælp, skriver hun i sit opslag.

I en anden video kan man høre de mange fans råbe i kor, at de skal stoppe koncerten, men Travis Scott fortsætter med sin optræden – uvidende om, hvor slemt det står til ganske få meter fra ham.

Seanna Faith henvendte sig til den nærmeste kameramand for at gøre opmærksom på situationen, men ifølge hendes eget udsagn blev hun ignoreret.

- Jeg fortalte ham, at folk var ved at dø. Han sagde, jeg skulle gå ned fra platformen og blev ved med at filme. Jeg skreg igen og igen. Men han ville ikke engang kigge i min retning, skriver hun.

Hun fortæller videre om, hvordan en anden mand greb hendes arm og truede med at skubbe hende ned, hvis hun ikke selv klatrede ned.

Sagsøgt for at opildne til kaos

Cirka en halv time inde i koncerten opdagede Travis Scott, at der var noget galt. Han bad derefter publikum om at løfte deres langefinger, hvis de var okay. Det gjorde de fleste. Og koncerten fortsatte ufortrødent, mens Travis Scott opmuntrede sine fans til at løfte begge arme i vejret og ”få jorden til at ryste”.

I løbet af aftenen gjorde den canadiske rapper Drake Travis Scott selskab, og de er nu begge blevet sagsøgt af 23-årige Kristian Paredes, som kom alvorligt til skade under begivenheden.

Kristian Parades mener, at de to rapperes opførsel bidrog til det kaos, som endte med at få dødelige konsekvenser. Særligt Travis Scott er kendt for sine energiske liveoptrædener, og i søgsmålet lyder det, at han under tidligere optrædener har "opildnet til panik".

Andre videoer viser til gengæld den amerikanske rapper forsøge at standse koncerten flere gange, Men det var først, da flere ambulancer begyndte at dukke op, at koncerten blev afbrudt.

Travis Scott skrev lørdag på sin Twitter-profil, at han er sønderknust over episoden, og at politiet i Houston har hans fulde støtte, mens de efterforsker, hvad der gik galt.

Næsten 1300 politi- og sikkerhedsvagter tilstede

Festivalen, som skulle have varet to dage, blev arrangeret af underholdningsvirksomheden Live Nation Entertainments og Travis Scott selv.

I kølvandet på tragedien er der blevet rejst flere spørgsmål mod begge parter. For eksempel bliver der sat spørgsmålstegn ved sikkerheden, og om koncerten skulle være stoppet tidligere.

Live Nation Entertainments afbrød Travis Scotts optræden 30 minutter før tid, men på det tidspunkt havde kaosset varet i 40 minutter, sagde de lokale myndigheder på et pressemøde lørdag.

Her lød det også, at der havde været nok sikkerhed på stedet. Ifølge Houstons borgmester Sylvester Turner var der 528 politifolk til koncerten samt 755 sikkerhedsvagter.

Lokalmediet Houston Chronicle har fået fat i en såkaldt operationsplan, som udførligt beskriver, hvordan arrangørerne bag arrangementet skal reagere, hvis der skulle opstå en nødsituation til musikfestivalen.

I dokumentet står der, at planen skal hjælpe med at minimere omfanget af skader og sygdomme. Hvorvidt planen er blevet fulgt er uvist, da ingen af de nævnte personer i rapporten har svaret på spørgsmål fra Houston Chronicle.

Blev presset fra publikum bagfra

Episoden i Houston vækker minder om dødsulykken på Roskilde Festival i 2000. Her mistede ni personer livet, da bandet Pearl Jam spillede for et tætpakket publikum på Orange Scene.

Efter ulykken blev sikkerheden på Roskilde Festival ændret. Blandt andet er pladsen foran Orange Scene brudt op af 'bølgebrydere' og vagtgange, så presset mod scenen er formindsket. De samme tiltag blev indført på store festivaler i andre dele af verdenen.

Det var netop et stort pres fra publikum bagfra, som var skyld i, at folk foran Astroworld-scenen blev mast sammen. Det fortalte Samuel Pena, der er chef for brandvæsenet i Houston, lørdag.

Den tætpakkede mængde gjorde det svært for gæsterne at trække vejret, og flere kollapsede mens deres venner eller omkringstående forsøgte at hjælpe dem ud ved at løfte dem op over menneskemængden og videre over det opstillede hegn.

De otte ofre var mellem 14 og 27 år. Flere hundrede kom til skade - den yngste rapporteret ned til 10 år. Efter ulykken er resten af festivalen blevet aflyst.