Udland

Musk spørger følgere, om han skal sælge aktier - og han lover at følge deres svar

Tesla-ejeren Elon Musk skriver, at han vil følge resultatet af afstemningen på Twitter – uanset udfaldet.

Tesla-stifter Elon Musk har endnu engang skabt furore med et kontroversielt opslag på det sociale medie Twitter.

Lørdag aften lokal tid spurgte Musk sine 62 millioner følgere, om han skal sælge ti procent af sine Tesla-aktier.

Elon Musk forklarer på Twitter, at han ikke modtager løn eller bonusser fra firmaet. Så den eneste måde, hvorpå han kan betale personlig skat, er ved at sælge ud af sine aktier.

Musk skriver videre, at han vil følge resultatet af afstemningen på Twitter – uanset udfaldet.

I skrivende stund mener 57,1 procent, at Elon Musk skal sælge, mens 42,9 procent siger nej.

Kan ende med 27 mia. i skat

Sælger Elon Musk ti procent af sine aktier i Tesla, ventes de at indbringe omkring 21 milliarder dollars (omkring 136 milliarder kroner).

Omkring 4,2 milliarder dollars (27 milliarder kroner) vil ende i den amerikanske statskasse som skat af aktieudbyttet.

En undersøgelse på mediet ProPublica viste i juni år, at Musk ikke havde betalt en eneste dollar i indtægtsskat i 2018 – og i 2017 betalte han kun 65.000 dollars.

Elon Musk er i skrivende stund verdens rigeste mand med en anslået personlig formue på svimlende 252 milliarder dollars.

Mistanke om aktiespekulation

Det er langt fra første gang, at den kontroversielle rigmands tweets ryster finansverdenen, og han er gentagne gange blevet anklaget for at manipulere aktiemarkedet.

I starten af 2021 investerede Elon Musk milliarder i valutaen bitcoin, hvilket fik prisen til at skyde i vejret.

Men bare et par måneder senere vendte han på en tallerken. Nu ville Tesla lige pludselig ikke godtage bitcoin som betaling af hensyn til miljøet.

Men Elon Musk lavede også ravage på aktiemarkedet i 2018, da han i 2018 tweetede, at han måske ville tage Tesla af fondsbørsen. Det fik de amerikanske børsmyndigheder til at undersøge Elon Musk for aktiemanipulation.

Selvom han aldrig erkendte sin skyld i sagen, endte det alligevel med, at han blev frataget sin formandspost i tre år og blev pålagt en bøde på 20 millioner dollars.