Udland

Mindst 91 dør i Sierra Leone efter eksplosion i tankvogn

En tankvogn er eksploderet i Sierra Leones hovedstad, og mange er bragt til byens lighus, oplyser bestyreren.

91 omkomne er bragt til det statsdrevne lighus i Sierra Leones hovedstad, Freetown.

Det oplyser bestyreren af lighuset, Sinneh Kamara, til nyhedsbureauet Reuters.

Myndighederne har lørdag formiddag endnu ikke bekræftet det endelige dødstal.

Det sker, efter at en tankvogn eksploderede mellem fredag og lørdag.

Ifølge BBC var det en 12 meter lang lastbil, som kolliderede med et andet køretøj. Det skete i et travlt vejkryds i Freetown.

Kan være flere døde

Der er også adskillige sårede efter ulykken, meddeler det vestafrikanske lands katastrofestyringsmyndighed (NDMA).

Borgmesteren i Freetown skriver på Facebook, at hun er meget ked af at høre om eksplosionen.

- Videoer og billeder, som florerer på sociale medier, er rystende.

- Mine tanker går til familier og pårørende til ofrene for eksplosionen. Må de afdødes sjæle hvile i absolut fred, skriver borgmester Yvonne Aki-Sawyerr.

Hun skriver desuden, at der går rygter om over 100 døde.

Samlede brændstof

Ifølge borgmesteren er nogle af ofrene personer, som flokkedes om tankbilen for at samle noget af det brændstof, der flød fra den, skriver Reuters.

Havnebyen, som huser lige omkring en million mennesker, har været ramt af en række alvorlige ulykker de seneste år. Det skriver BBC.

I marts udbrød en stor brand i et af byens slumområder. Over 80 personer blev alvorligt såret, mens over 5000 personer stod tilbage uden hjem.

I 2017 blev over 1000 personer dræbt, efter at voldsomme regnskyl udløste et stort mudderskred. Omkring 3000 mennesker blev hjemløse.