En Trump-undskyldning, en Greta Thunberg-imitation og en forfærdelig dødsdom - det skete på første COP26-dag
Flere af verdens ledere holdt mandag tale ved FN's klimatopmøde COP26 i Glasgow.
Mandag ankom flere af verdens stats- og regeringschefer til den skotske by Glasgow i anledningen af FN's 26. klimatopmøde, COP26.
USA's Joe Biden, Storbritanniens Boris Johnson og Indiens Narendra Modi indtog talerstolen og gjorde status over den globale klimakamp, ligesom Canadas Justin Trudeau løftede sløret for et nyt loft over landets kul- og gasudvinding.
Herunder kan du se ordene fra de enkelte statsledere.
USA: Undskyld for Trumps klimapolitik
Udmeldingerne var dystre fra den amerikanske præsident Joe Bidens side. I sin tale til FN's medlemslande slog præsidenten fast, at det er nu eller aldrig, hvis verden skal nå at vende skuden og sikre det liv, vi kender.
- Det her er vores alles udfordring for livet. Den eksistentielle trussel til menneskelivet, som vi kender det. Og for hver dag, vi venter, bliver det dyrere at være passive, sagde Biden.
Men der var også løfter at spore i talen.
USA, som selv er verdens anden største udleder af drivhusgasser, vil nemlig forsøge at firdoble klimastøtten til verdens fattige lande fremover - herunder også en øget støtte specifikt til landenes grønne omstilling. Et forslag, præsidenten dog først skal have igennem i Kongressen.
Desuden skulle der lyde en undskyldning fra Joe Biden for den klimapolitik, hans forgænger, Donald Trump, har ført i fire år.
- Jeg ved godt, jeg måske ikke burde undskylde... Men jeg undskylder for det faktum, at USA, den tidligere administration, trak os ud af Paris-aftalen, lød det fra Biden.
Canada: Vil indføre loft over olie- og gasindustri
Canadas premierminister, Justin Trudeau, forpligtede sig foran de resterende medlemslande til at indføre et loft over CO2-udledningen i den canadiske olie- og gasindustri.
- Det er ikke nogen lille opgave for et land, der producerer store mængder gas og olie. Det er en stor opgave, men en, der er absolut nødvendig, sagde Trudeau, som desuden forklarede, at løftet skal indfries gennem en fordobling af landets klimafinansiering fremover.
Justin Trudeau påpegede, at verden godt kunne arbejde sammen med lynets hastighed, da coronapandemien brød ud - og det er denne hastighed, han gerne ser for sig på klimafronten nu.
- Vi må operere med den samme hast over for klimakrisen og tab af biodiversitet, lød opfordringen fra Trudeau.
Storbritannien: Uret tikker
Den britiske premierminister, Boris Johnson, benyttede sin tale til blandt andet at citere klimaaktivist Greta Thunberg, ligesom han benyttede sig af en dommedagstæller fra James Bond til at forklare, hvor travlt vi har med at løse klimakrisen.
Desuden understregede han vigtigheden af, at FN-landene holder løfterne fra klimatopmøder i blandt andet Paris og København.
- Ellers vil alle disse løfter ikke være andet end 'blablabla', lød det fra Boris Johnson, der dermed sendte en hilsen til den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, som for nyligt kaldte blandt andet Johnson og andre verdenslederes ord for 'blablabla'.
Israel: Kan blive en førende klimanation
Den relativt nye premierminister i Israel, Naftali Bennett, understregede på åbningsdagen, at han ser Israel som værende en "klima-innovativ nation" med fokus på ny teknologi og nye opfindelser i fremtiden.
- Israel er måske et lille land. Men vi kan få stor indflydelse på at bekæmpe klimaforandringerne, lød det fra Naftali Bennett.
- Vi skal bidrage med Israels mest værdifulde energikilde, nemlig energien og intelligensen blandt befolkningen. Ser I, det er det, som giver vores innovation og opfindsomhed kraft.
Den israelske premierminister opfordrede desuden iværksættere over hele verden til at finde på start-up's, der løser globale problemer, i stedet for at lancere "en eller anden hypet internet-app".
Australien: Kan mere end Paris-aftalen
Scott Morrison, den australske premierminister, trådte også på talerstolen mandag i Glasgow.
Her lød det fra ham, at Australien allerede er godt på vej til at opnå det, de har lovet med Paris-aftalen - et løfte på en 35 procents reduktion i 2030. Og faktisk kan Australien opnå mere end det, lovede Morrison.
Australierne har dog et betydeligt lavere reduktionsmål end andre sammenlignelige nationer, for eksempel USA og EU.
Scott Morrison lovede desuden i sin tale, at landet vil investere et stort milliardbeløb i grønne løsninger over det næste årti.
Indien: Vil være CO2-neutral i 2070
Indien vil opnå at være CO2-neutrale i 2070 - ligesom landets knap 70.000 kilometer lange jernbanesystem skal være CO2-neutralt i 2030.
I 2030 vil halvdelen af Indiens energiforbrug desuden komme fra vedvarende energi.
Sådan lød det fra landets premierminister, Narendra Modi, på COP26-åbningsdagen.
- Jeg er glad for at kunne meddele, at et udviklingsland som Indien, der arbejder på at få millioner af mennesker ud af fattigdom (...), tæller for 17 procent af verdens befolkning, men kun fem procent af verdens kulstofudledning, sagde Narendra Modi og fortsatte:
- Alligevel har Indien vendt enhver sten for at opfylde sit løfte, og hele verden er enige om, at Indien er den eneste store økonomi, der har leveret på Paris-aftalen, både i bogstav og ånd.
Med Indiens udmelding mandag betyder det, at verdens ti største kulnationer nu har forpligtet sig til klimaneutralitet - selvom Indien ligger årtier efter de andre lande med 2070-målsætningen.
Tyskland: Slår et slag for CO2-priser
Ved det, der bliver den tyske forbundskanslers sidste klimatopmøde, slog Angela Merkel et slag for, at en ændring i det globale CO2-udslip ikke kommer fra regeringers handlinger alene.
Der skal også være en pris på CO2 på verdensplan.
- Med sådan en prissætning, som vi allerede har i EU, som netop nu bliver introduceret i Kina, og som også skal udvikles med mange andre lande i verden, kan vi fremme vores industri, økonomi og finde den bedste og mest effektive måde at bruge teknologien til klimaneutralitet.
Desuden må vi vænne os til tanken om en "omfattende ændring i den måde, vi bor, arbejder og laver forretning på", lød det fra Angela Merkel.
Barbados: To grader er en dødsdom
Formår vi ikke at sikre en maksimal temperaturstigning på 1,5 grader globalt, vil det betyde, at stater som Barbados i det caribiske øhav ikke kan overleve. Faktisk vil det være "en dødsdom over Barbados", hvis temperaturstigningen når bare de to grader, lød det mandag fra landets premierminister, Mia Mottley, ved COP26:
Ifølge hende gælder det samme for befolkninger flere andre steder i Caribien, ligesom det gælder for Kenya og Mozambique.
- Vi ønsker ikke den forfærdelige dødsdom. Derfor er vi kommet her i dag for at sige til jer andre "prøv hårdere, prøv hårdere", lød det.